23948sdkhjf

Krav når 630 millioner efter Adsbøll-konkurs

Halvandet år efter konkursen i Adsbøll Entreprise må kreditorerne stadig væbne sig med tålmodighed. Afslutningen på konkursbehandlingen har årelange udsigter

Leverandører og tidligere ansatte har fremsat krav i den helt store stil, efter at Adsbøll Entreprise gik konkurs i juli 2022.

Kuratorernes seneste opførelse viser ifølge Jydske Vestkysten, at alene de simple krav nu løber op i mere end 630 mio. kr.

Hertil kommer anden gæld på cirka 11 mio. kr., hvor hovedparten er lønmodtagerkrav.

Ifølge opgørelsen skulle kuratorerne havde fundet værdier til 5,2 mio. kr. Der er dog også forventning om at få flere penge i kasse, blandt andet via et momsmellemværende.

Afslutning i 2027

Skulle der mod forventning vise sig at være penge til de mange kreditorer, må de dog vente længe på at få dem. Konkursbehandlingen ser først ud til at blive afsluttet i 2027.

Forklaringen er, at Adsbøll Entreprise har et tilgodehavende i Adsbøll Holding, der blev begæret konkurs i sommeren 2022. Og Holding-selskabets konkursbo har økonomiske forpligtelser, der først udløber i 2027.

Allerede i maj 2023, godt 10 måneder efter konkursen, havde kravene nået 576 mio. kr.

Snebolden rullede

Adsbøll Entreprise gik konkurs i starten af juli 2022, og 47 medarbejdere blev opsagt. Dengang pegede kuratellet på to store byggeprojekter, der gik ”skævt”, kombineret med stigende priser og et uroligt 2022 i byggebranchen.

Dermed begyndte en snebold at rulle i Kolding-koncernen.

Moderselskabet, Adsbøll Holding, gik konkurs efterfulgt af søsterselskaberne Adsbøll Ejendomme og Bega Grunde. Desuden blev de to datterselskaber Adsbøll Renovering og Adsbøll Service solgt fra.

Adsbøll Renovering blev overtaget af medgrundlægger og adm. direktør Jørgen List Pedersen. Adsbøll Service blev overtaget af Aalborgensiske Jørgensen & Partnere Holding ApS.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094