23948sdkhjf

LM Byg har opført sit højeste råhus nogensinde

Råhusentreprenøren LM Byg har for nyligt støbt det øverste etagedæk på det 80 meter høje Carls Tårn i Carlsberg Byen

Carls Tårn har nået sin højde på 80 meter. Og det hurtigere end planlagt. 

Tårnet er placeret i københavner-bydelen Carlsberg Byen, hvor Pihlkonsortiet i totalentreprise opfører 31.400 kvm boliger og erhverv samt p-kælder. 

Konsortiet består af M.J. Eriksson, LM Byg og Pihl & Søn, og byggeriet i bydelen består af Carls Tårn samt karréerne Nebelong Hus og Olivia Hus. 

På netop Carls Tårn står det høje betonskelet nu færdigt, efter at råhusentreprenøren LM Byg for nyligt har støbt det øverste etagedæk.

- Det er ikke bare det højeste tårn i vores historie, men også et kompliceret byggeri, da der er meget trænge byggepladsforhold, siger Frank Aarslew-Jensen, adm. direktør i LM Byg A/S, i en pressemeddelelse. 

Kort om Carlsberg Byen

Byggeriet af Carlsberg Byen har været i gang siden 2013 og forventes færdigt i 2024.

I sommeren 2021 kom det frem, at Pihl-konsortiet har vundet totalentreprisen på plads BA6V, der indeholder Carls Tårn samt karréerne Nebelong Hus og Olivia Hus.

Det 80 meter høje Carls Tårn kommer til at huse mere end 90 lejligheder. Tårnet er bygget sammen med karréen Nebelong Hus, der skal rumme 130 familieboliger, mens længehuset Olivia Hus vil huse 40 boliger. 

Sådan har de gjort

De første seks etager i Carls Tårn skal rumme erhverv, og de resterende 16 etager skal bestå af boliger. 

Tårnet er opført med en kerne, som indeholder trappe, elevator og installationsskakt. På tårnet har LM Byg benyttet sig af et særligt forskallingssystem til at opføre det høje råhus - et såkaldt klatresystem, lyder det. 

Mens man traditionelt støber kerne og dæk én etage ad gangen, har man på Carls Tårn altså gjort brug af klatrestøbning. 

"Ved klatrestøbning laver man et interimsdæk, der sidder fast på nogle store beslag på kernens vægge, og herpå står støbeformene til kernen. På den måde er formen uafhængig af betondækket, og de to processer - støbning af kerne og dæk - kan køre på samme tid uafhængig af hinanden, og det betyder cirka en halvering af arbejdstiden". 

"En forudsætning for at bruge klatresystemet er dog, at kernen skal være fire etager længere fremme end dækket med et klatresystem", fremgår det af pressemeddelelsen. 

På Carls Tårn er boligetagerne ens, og udover klatresystemet har LM Byg designet formene til, at de kan montere elementer inde i kernen, uden at skulle fjerne klatresystemet. 

- Vi har nået højden på tårnet hurtigere end oprindeligt planlagt. Udover klatresystemet har vi også optimeret processen ved at gentage processerne, så vores håndværkere er blevet dygtigere og hurtigere, fortæller Frank Aarslew-Jensen og oplyser, at de har opdelt håndværkene i væg- og dækhold. 

- På Carls Tårn har vi ved løbende at forfine og optimere byggeprocesserne reduceret byggetiden med 30 pct. pr. etage, lyder det fra direktøren. 

Rejsegilde på vej

Ikke alene slår Carls Tårn højde-rekord i LM-Byg. Råhusentreprenøren har også foretaget sin største sammenhængende støbning på projektet, da man tømte 120 fyldte betonbiler og lagde fundamentet til Carls Tårn. Tårnet krævede nemlig en 1,5 meter tyk og 900 m3 stor bundplade.

- For at støbe bundpladen skulle der støbes 80-100 m3 beton ud i timen, og det krævede et konstant og jævnt flow af betonbiler, der aflastede beton på pladsen. Det blev til i alt 120 biler på 11 timer. Det krævede et stort og nøje planlagt logistisk arbejde, oplyser Frank Aarslew-Jensen. 

LM Byg har ikke alene afsluttet sit råhusarbejde på Carls Tårn men på alle de resterende bygninger på projektet i Carlsberg Byen.

Pihl & Søn er nu i fuld gang med facademontagen på tårnet. Hele byggeriet forventes færdigt i 2024. Men først skal der fejres rejsegilde 13. december.

Kort om LM Byg og Pihl-konsortiet

LM Byg blev stiftet i 1987 og beskæftiger over 250 funktionærer og specialiserede betonarbejdere. 

I dag er LM Byg en del af Pihl Koncernen sammen med søsterselskabet Pihl & Søn A/S.

Pihlkonsortiet består af virksomhederne Pihl & Søn A/S, LM Byg A/S og M.J. Eriksson A/S. M.J. Eriksson A/S står for jord og kloakarbejder, spuns, pæleramning og øvrige anlægsarbejder, mens LM Byg A/S står for råhusarbejder og Pihl & Søn A/S tager sig af overordnet planlægning, projekt- og projekteringsledelse samt styring af lukning, installationer og aptering.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062