Lokal entreprenør bygger for sundheden i Varde
Byggefirmaet Blom og Bjerg fra Varde skal i en totalentreprise med et rådgiverteam, som består af Tekt Arkitekter og Norconsult, stå for en udvidelse af Sportium i Varde.
Træningslokaler og behandlingsrum er nyeste skud på stammen i sportskomplekset. De cirka 1250 nye kvadratmeter skal sikre tidssvarende forhold for borgere i Varde Kommune, der skal genoptrænes efter sygehusbehandling eller sygdom.
Tilbygningen skal rumme både Center for Træning og Rehabilitering og DGI Sydvest. Der bliver tale om 877 kvm i stueetagen plus 377 kvm på 1. sal, hvor DGI Sydvest får nye administrative lokaler til 24 medarbejdere.
Placeringen vurderes at kunne føre til mere samarbejde på tværs, da DGI Sydvest og Center for Træning og Rehabilitering får nærhed til Sportiums eksisterende faciliteter og foreningsliv.
Første spadestik til den nye tilbygning bliver taget senest i starten af 2024. Og efter planen står tilbygningen færdig ved udgangen af 2024.
Anlægssummen er på samlet 19 mio. kr. De 13 mio. kr. finansieres af Varde Kommune, mens de resterende 6 mio. kr. bliver finansieret af Sportium.