23948sdkhjf

Første gang i Vestdanmark: NCC-enhed vinder kabelprojekt

Til en del af arbejdet skal bruges 126 kabeltromler, der hver især vejer op til 27,5 ton

Medarbejdere fra NCC og deres kolleger i Jakobsen & Blindkilde er i fuld gang med at udbygge og styrke elnettet i Vestjylland.

Opgaven omfatter en strækning med 31 kilometer kabler, som skal være med til at forbinde elnettet til Thor Havvindmøllepark, der er planlagt ud for den jyske vestkyst og ventes at kunne forsyne 800.000 – 1.000.000 husstande med el.

- Det er en vigtig opgave for os, fordi det er det første kabelprojekt, vi udfører i Vestdanmark, siger Nikolaj Christian Pedersen, der er produktionschef i Jakobsen & Blindkilde, som er en del af NCC Infrastructure, i en pressemeddelelse.

- Det er også et motiverende projekt, fordi overgangen til vedvarende energikilder som vindenergi bidrager til den grønne omstilling, fortsætter han.

126 kabeltromler af 27,5 ton

NCC har vundet hovedentreprisen med at etablere kabelforbindelsen, som i praksis betyder, at der skal føres 31 kilometers kabler med en elektrisk spænding på 220 kilovolt fra Idomlund til Volder Mark.

24 af kilometerne skal nedgraves, og arbejdet består i at etablere to tracéer med tre kabler i hver. Det kræver 126 kabeltromler, der hver især vejer op til 27,5 ton.

Derudover skal der udføres syv kilometer styret underboring á seks trækrør, hvor kablerne føres igennem. Det løber op i 42 km.

Arbejdet med styret boring begyndte i august og forventes færdigt til juli 2024. De nedgravede kabler skal lægges i en periode fra marts 2024 til oktober 2024.

Energinet er bygherre for NCC’s hovedentreprise, og Danboring er underentreprenør på styret underboring.

Fakta om Thor Havvindmøllepark

I 2018 besluttede et samlet Folketing at opføre tre nye havvindmølleparker i Danmark frem mod 2030. I 2019 blev det besluttet, at den første af de tre parker skal ligge i Nordsøen ud for Nissum Fjord minimum 20 kilometer ude på havet. Den nye park kommer til at hedde Thor efter Thorsminde, som er nærmeste landkending.

Havvindmølleparken på cirka 1000 MW skal sende strøm ud på elmarkedet senest i 2027. Parken kan levere strøm til 800.000 – 1.000.000 husstande.

Thor Wind Farm I/S vandt udbuddet og skal blandt andet levere havvindmøller, møllefundamenter og interne kabler mellem møllerne. Energinet er bygherre for NCC’s hovedentreprise, og Danboring er underentreprenør på styret underboring.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111