Sjællandsk entreprenør henter ny topchef hos Pihl
Entreprenørfirmaet HKB ansætter Anders Bang Henriksen som ny adm. direktør. Han er tidligere driftsdirektør i Pihl & Søn og har været med til at genstarte det nye Pihl & Søn.
- Anders er den rigtige person for HKB. Han har været med til at bygge organisationer op i både Per Aarsleff og Pihl & Søn, siger Henrik Mørkholt, der stiftede HKB i 1999, i en pressemeddelelse.
Blå Bog: Anders Bang Henriksen
Uddannet civilingeniør fra DTU i 1994
2019-2023: Driftsdirektør i Pihl & Søn A/S
2017-2019: Afdelingsdirektør i Per Aarsleff A/S, Byggeri Øst
2013-2016: Afdelingsdirektør, Aarsleff Rail A/S
1995-2013: Byggeleder- Projektchef, E. Pihl & Søn A/S
Kilde: HKB
Anders Bang Henriksen er uddannet civilingeniør fra DTU og været i bygge- og anlægsbranchen i godt 30 år. Han erstatter Erik Bech Pedersen, som har bestridt stillingen de seneste tre år.
Nyt forretningsben
HKB er i dag et entreprenørfirma med mere end 50 ansatte heraf 20 i egenproduktionen, indenfor murer- og tømrerarbejde. Firmaet holder til på Amagertorv i København K og har blandt andet specialiseret sig i renoveringer af bygninger i hovedstadens historiske kvarterer.
Ansættelsen af Anders Bang Henriksen som ny topchef skal styrke den eksisterende forretning og tilføje et forretningsben indenfor nybyggeri:
- Jeg skal hjælpe HKB med at gøre forretningen mere strømlinet og struktureret. Vi skal videreudvikle og fastholde de gamle dyder indenfor renovering, som HKB er kendt for, og samtidig ruste os til fremtidens byggeri, siger Anders Bang Henriksen.
Den fortælling skal styrkes samtidig med, at forretningen skal vokse, og der skal leveres på de mange nye krav, der bliver stillet til byggeriet.
- Vi skal levere på bæredygtighed, være mere transparente i vores processer og have blik for vores kunders kunder. Det stiller nye krav til processer, materialer og medarbejdere. Som direktør vil jeg arbejde for, at HKB bliver rustet til at efterleve og håndtere de nye krav og udfordringer, som vi bliver mødt med, udtaler den nye direktør.
Regnskabsår | 2022 | 2021 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK |
Bruttofortjeneste | 26,7 | 22,7 |
Resultat af primær drift | -1,7 | -2,5 |
Resultat før skat | 2,0 | 1,9 |
Årets resultat | 2,5 | 0,3 |
Balancestatus | 103,5 | 86,2 |
Egenkapital | 29,6 | 27,1 |
Antal ansatte | 40 | 37 |
Kilde: CVR |