Finansiering er næsten på plads: Teaterrenovering rykker tættere på
Odense Teater går med planer om en renovering og modernisering af sine faciliter med et budget på 100 mio. kr.
Og nu er projektet et skridt nærmere, skriver Fyens Stiftstidende med henvisning til en donation fra Augustinus Fonden på 10 mio. kr.
Med donationen er 95 pct. af de nødvendige 100 mio. kr. på plads, lyder det.
Foruden Augustinus Fonden bidrager A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal med 80 mio. kr., mens teatret selv har afsat fem mio. kr.
Teaterdirektør Jacob Schjødt kalder opbakningen for "uvurderlig".
- Den er med til at sikre teatrets fremtid, så vi kan levere scenekunst på allerhøjste niveau, siger han til Fyens Stiftstidende.
Omfattende renovering
Ifølge teaterets egen hjemmeside går renoverings- og moderniseringsprojektet under navnet ”Odense Teater – med respekt for historien og mod på fremtiden”.
Den omfatter, at teatret vil blive istandsat "fra hoveddørene, gennem foyerområdet og ind på Store Scene – hele vejen ned til bagvæggen". Herunder kommer bedre adgang for gangbesværede til teater og foyerområde, nye stole, flere toiletforhold, nyt klimanlæg, udskiftning af teaterlamper til LED og en ny drejescene.