Kontrakt er på plads på forsinket og fordyret svømmehal
Underskrifterne er sat.
Helsingør Kommune har tirsdag skrevet kontrakt med totalentreprenør Svend Aage Christiansen A/S om en ny svømmehal.
Det skriver kommunen i en nyhed på sin hjemmeside.
Svømmehallen bliver bygget sammen med den eksisterende på Borgmester P. Christensens Vej, som samtidig bliver moderniseret. Til sammen udgør de to haller den nye Helsingør Svømmearena.
Byggeriet af den nye svømmehal har en samlet anlægsramme på 163 mio. kr., og når den står klar i 2025, vil den blandt andet rumme tre nye bassiner til vandleg, motionssvømning, foreningsaktiviteter og varmtvandstræning.
Byggeriet går i gang til januar med første spadestik den 8. januar. Allerede nu bliver der fældet træer og indrettet byggeplads.
Ikke ligeud ad landevejen
Det har ikke været ligeud ad landevejen at komme i gang med byggeriet. I november 2021 blev EMR Murer og Entreprenør valgt som hovedentreprenør på projektet, som dengang havde en anlægspris på 120 mio. kr. inklusiv renoveringen af den nuværende svømmehal. Byggeriet havde dengang en afleveringsdato i første halvdel af 2024.
Men i februar 2022 stoppede kommunen arbejdet med at opføre den nye svømmehal på grund af de kraftigt stigende byggepriser.
Siden har kommunen genstartet projektet og altså fundet ekstra penge til byggeriet.
Og den nye entreprenør, Svend Aage Christiansen A/S, er ikke uerfaren, når det kommer til svømmehaller. Entreprenøren har tidligere i år vundet opgaven med at bygge nye svømmefaciliteter i Skanderborg.