Aarsleff får milliardkontrakt på Lynetteholm
En ny milliardkontrakt er landet hos entreprenørkæmpen Aarsleff, som af bygherren By & Havn er blevet valgt til at anlægge anden fase af Lynetteholm.
Det oplyser Aarsleff i en fondsbørsmeddelelse.
- Lynetteholm-projektet er på alle måder både spændende og udfordrende. Særligt By & Havns ambitiøse tilgang til ønsket om at reducere CO2-udledningen i byggeprocessen inspirerer til flere og nye mere bæredygtige løsninger i bygge- og anlægsbranchen, udtaler Jesper Kristian Jacobsen, adm. direktør i Aarsleff, i en forberedt kommentar.
Fase to af projektet er inddelt i tre entrepriser og har en samlet kontraktsum på 2,15 mia. kr.
Samlet skal Aarsleff og søsterselskabet VG Entreprenør A/S indbygge 3.153.000 ton sprængsten i de syv kilometer lange moler, som udgør hele perimeteren i fase to.
Molekonstruktionen er op til 60 meter bred i bunden og op til 16 meter høj, hvoraf de øverste tre meter er synlig ved normalvande.
Vandt over Munck
Aarsleff, der er landets største entreprenør målt på omsætning, har været prækvalificeret til at byde på anden fase af det store anlægsprojekt. Det samme var tilfældet med Munck Havne & Anlæg.
- Per Aarsleff A/S har fået tildelt kontrakten, da selskabet samlet set vurderes at have afgivet det bedste tilbud i forhold til ’bedste forhold mellem pris og kvalitet’. Per Aarsleff A/S har både scoret højest på bæredygtighed, pris samt udførelse, samarbejde, styring og koordinering af arbejdet, skriver By & Havn om valget.
Højere anlægsomkostninger
Aarsleff har vundet kontrakten få uger, efter at Licitationen - Byggeriets Dagblad kunne fortælle historien om, at der var gang i forhandlinger omkring det store udbud, fordi de to prækvalificerede parter havde givet for høje bud.
Værd at bemærke i den sammenhæng er det, at anlægsomkostningerne til anden fase på omkring 4,2 mia. kr. er ca. 12 pct. højere end tidligere estimeret.
Den ekstraomkostning er det dog ifølge By & Havn lykkedes at modsvare ved at optage flere langsigtede lån.
I foråret 2023 færdiggjorde Aarsleff første del af Lynetteholms perimeter i projektets fase et. Anlægsarbejderne i fase to begynder allerede i denne måned og forventes at være afsluttet i marts 2026.
Kontrakten vil indgå i forventningerne til regnskabsåret 2023/24, som offentliggøres 19. december sammen med årsrapporten for regnskabsåret 2022/23.
Aarsleff og Munck gav for høje bud: Nu er kæmpe udbud under forhandling