Arkitektfirma inviterer trio ind i ejerkredsen
Partnerkredsen bag Lytt Architecture er netop blevet udvidet fra fem til otte personer.
Anne Hartvig Mogensen, Karen Marie Fisker Langkjer og Tine Vogt trådte ind i ejerkredsen i landskabsarkitektfirmaet ved begyndelsen af oktober efter en to-årig associeringsperiode.
De tre nye partnere har alle langvarige ansættelser i virksomheden, der arbejder med by- og landskabsarkitektur fra kontorer i København og Aarhus, og vil fremover være en del af ejerkredsen sammen med Julie Kaalby Bjerre, Jacob Fischer, Morten Weeke Borup, Torben Møbjerg og Mads Tenney Jordan.
- I arbejdet med udvikling af Lytt som forretning, herunder særligt vores processer og redskaber indenfor bæredygtighed, biodiversitet og klimatilpasning, bliver de nye partnere centrale for opnåelse af vores målsætninger, udtaler adm. direktør Mads Tenney Jordan i en pressemeddelelse.
Individuel ekspertise
De nye partnere har indenfor hver deres specialeområde stor betydning for tegnestuens faglige profil, fremhæver direktøren også:
Karen Marie Fisker Langkjer fortsætter som leder af Lytt Bæredygtighed, og skal spille en væsentlig rolle i det nuværende og fremtidige udviklingsarbejde, for at gøre tegnestuens projekter så bæredygtige som mulige.
Anne Hartvig Mogensens mangeårige erfaring med projekteringsprocedurer og kvalitetssikringsarbejde vil bidrage til yderligere styrkelse af tegnestuens interne processer.
Tine Vogt er daglig fagleder i det strategiske samarbejde Trust med Københavns Kommune, som Lytt har været en del af siden 2016. Hun vil fortsætte i denne funktion og samtidig indgå i arbejdet med at udvikle arkitektfirmaet som arbejdsplads.
Lytt Architecture blev til via en fusion mellem GHB Landskabsarkitekter og Møller & Grønborg i juni 2020.
Regnskabsår | 2022 | 2021 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK |
Bruttofortjeneste | 31,3 | 27,2 |
Resultat af primær drift | 2,9 | 1,3 |
Resultat før skat | 2,9 | 1,2 |
Årets resultat | 2,0 | 0,7 |
Balancestatus | 16,4 | 19,1 |
Egenkapital | 3,9 | 1,9 |
Antal ansatte | 49 | 49 |
Kilde: CVR |