23948sdkhjf

Arbejdstilsynet taber sag mod byggevirksomhed

Retten i Hjørring har frikendt svenske Lättelement AB for Arbejdsstyrelsens anklager om anvendelse af ulovlig udenlandsk arbejdskraft.
Der var ikke tale om et brud på den danske lovgivning omkring udstationering af lønmodtagere, da svenske Lättelement AB i september sidste år sendte en medarbejder ud til et byggeprojekt i Frederikshavn, hvortil virksomheden leverede tagelementer.

Det fastslog Retten i Hjørring den 29. maj i en dom, som vækker glæde hos den svenske virksomhed, der beskæftiger omkring 100 ansatte.

- Vi har helet tiden budt en retslig prøvelse af sagen velkommen, da vi i alle henseender var overbeviste om, at vi gjorde det rigtige, og at dommen derfor ville frikende os. Vi havde en god dialog med alle involverede parter som Arbejdstilsynet, Trigon med flere, og set i bakspejlet kan vi med god samvittighed sige, at vi har stående "sort på hvidt", at vi har tjek på de danske regler, siger Kurt Carlsen, der er Lättelements medarbejder i Danmark.

Flere undtagelser gældende
Ifølge anklageskriftet forbrød Lättelement sig mod den danske lovgivning, da virksomheden i perioden fra 18. til 21. september havde udsendt medarbejderen Stefan Blomberg på den arbejdsplads i Frederikshavn, hvor Trigon var ved at opføre en energiselvforsynende bygning med Lättelement som leverandør af tagelementer.

Den 19. september kom Arbejdstilsynet forbi byggepladsen og kunne konstatere, at Stefan Blomberg ikke var tilmeldt Registret for Udenlandske Tjenesteydere (RUT). Tilsynet mente derfor, at Lättelement overtrådte § 10a i lovbekendtgørelse nr. 256 af 25. marts 2011 om udstationering af lønmodtagere.

Retten i Hjørring lagde dog vægt på, at Stefan Blomberg var udsendt til Trigon for at levere en særlig teknisk ekspertise, og henviste derfor til samme lovbekendtgørelses § 7b, hvor det blandt andet fremgår, at en virksomhed ikke skal foretage anmeldelse til RUT, hvis den pågældende medarbejder ”har til opgave og er specialiseret i eller kvalificeret til at montere, installere, efterse, reparere eller informere om et teknisk anlæg eller en teknisk installation i Danmark”.

Vundet retssag en fordel
Ledelsen hos Lättelement stiller sig derfor uforstående overfor, at Anklagemyndigheden i Danmark valgte at forfølge sagen retsligt, men vælger ellers at glæde sig over dommen ved at se fremad.

- At vi nu blevet retsligt prøvede, ser vi kun positivt på, da det gør os stærkere som leverandør. Dermed har vi nu vist, at vi ikke kun bygger de bedste elementer, men også at vi har tjek på de ydre faktorer, som kan påvirke bestilleren, arkitekten, entreprenøren eller anden part. På nordsvensk kan vi sammenfatte det med: ”Vi kan!”, siger en tilfreds Ulf Strinnholm Lidfalk, direktør i Lättelement.

Ankefristen i sagen udløb onsdag den 12. juni kl. 16.00. Arbejdstilsynet, hvor Registeret for Udenlandske Tjenesteydere hører under, tager dommen til efterretning, men har ikke yderligere kommentarer.

Fakta: Det siger loven
Ifølge ”Bekendtgørelse af lov om udstationering af lønmodtagere m.v.” skal udenlandske virksomheder som udgangspunkt anmelde en række oplysninger til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, hvis de i forbindelse med levering af tjenesteydelser udstationerer lønmodtagere til Danmark.

Oplysningskravene står opgjort i § 7a, og drejer sig blandt andet om virksomhedens navn og branchekode, sted og dato for levering af tjenesteydelsen samt kontaktperson på virksomheden.

En undtagelse fra disse krav findes dog i § 7b. Her står:
En virksomhed skal ikke foretage anmeldelse efter § 7 a, hvis
1) levering af tjenesteydelsen ikke varer over 8 dage,
2) levering af tjenesteydelsen sker som led i levering af et teknisk anlæg eller en teknisk installation og
3) den udstationerede lønmodtager eller den selvstændige virksomhed, jf. § 7 a, stk. 2, har til opgave og er specialiseret i eller kvalificeret til at montere, installere, efterse, reparere eller informere om et teknisk anlæg eller en teknisk installation i Danmark.
Stk. 2. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, at visse kortvarige leveringer af tjenesteydelser undtages fra anmeldelsespligten efter § 7 a.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079