Rockwool har indbetalt over 130 millioner til Rusland
Rockwool har i 2022 indbetalt 132,6 mio. kr. i skat til de russiske myndigheder.
Det skriver Danwatch og Ekstra Bladet torsdag.
Hos Rockwool erkender man, at skattechecken er landet hos Rusland.
- Det er korrekt, at det russiske datterselskab betaler skat i Rusland, ligesom enhver anden dansk, international og lokal virksomhed gør det, og som vi gør i ethvert land, hvor vi er til stede, siger Michael Zarin, kommunikationschef i Rockwool til medierne.
Udenlandske selskabers bidrag til Putins kasse har tidligere mødt skarp international fordømmelse.
- Virksomheder, der er på markedet i Den Russiske Føderation, skal forlade det. Hvis muligt skal de forlade det for evigt, sagde den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj under Yale CEO Summit sidste år.
- Det vigtigste for os er ikke engang, at de forlader det russiske marked, men at de ikke bruger deres skatter i det russiske system til at finansiere de våben, som de dræber os med.
Fire russiske fabrikker
Den danske stenuldsgigant erhvervede i 1999 den første af fire fabrikker i Rusland og har samlet investeret flere milliarder kroner i dem.
Som Danwatch og Ekstra Bladet tidligere har skrevet, har Rockwool i Rusland blandt andet tjent penge på at levere stenuld til mindst 31 krigsskibe og ubåde i den russiske flåde i perioden fra 2014 og frem til 2021.
- Ud af alle de selskaber, vi holder øje med, så er Rockwool et af de absolut værste. De har ikke kun bibeholdt alle deres fire fabrikker i Rusland, de har tidligere også leveret produkter til Ruslands militær, siger Andrii Onopriienko, viceudviklingsdirektør ved institut for politisk forskning på Kyiv School of Economics i Ukraine, til medierne.
Ny skat på vej
Rockwool kommer snart til at betale endnu mere i skat. Præsident Putin underskrev 4. august i år en ny lov om engangsskat, som alle store virksomheder med profit skal betale.
Den nye skat er i flere medier som Moscow Times og Bloomberg døbt "krigsskat", fordi en del af indtægterne ifølge mediernes kilder er øremærket krigen i Ukraine.
Eksperter fra Kyiv School of Economics har gennemgået loven om den nye skat og konkluderer, at Rockwools største selskab i Rusland, selskabet Rockwool LLC, vil være omfattet og skal betale i omkring 25 mio. kr.
I forbindelse med årsregnskabet for sidste år, som blev offentliggjort i februar, beskrev Rockwools ledelse det som "den mindst dårlige mulighed" at blive i Rusland.
De varer, der produceres på de fire russiske Rockwool-fabrikker, sælges ifølge selskabet internt i Rusland.
Hvis Rockwool trækker sig ud af landet, vil fabrikkerne og værdien af produktionen blot gå til lokale, mener Rockwool.
- Det er stadig vores opfattelse, at den mindst dårlige mulighed er at opretholde det nuværende passive ejerskab af de russiske datterselskaber. Vi er overbeviste om, at hvis vi trak os ud af Rusland, ville vores fabrikker blive nationaliseret eller overtaget af en lokal aktør, der også ville være forpligtet til at betale skat, siger Michael Zarin til Ritzau.