23948sdkhjf

Stigning i byggepriser damper betydeligt af

Det er ikke urealistisk, at byggepriserne på sigt vil falde, lyder det fra cheføkonom

Kraftige stigninger i byggepriser, og renter, der har taget et gedigent hop op, har længe været årsag til, at det har været dyrt at bygge ny bolig.

Men nu begynder stigningen i byggepriser for alvor at dampe af.

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik over byggeomkostninger i andet kvartal i 2023.

Omkostninger ved at bygge bolig steg med 0,7 pct. i andet kvartal i forhold til kvartalet før.

Det er den laveste kvartalsvise vækst siden fjerde kvartal i 2020.

Det er et udtryk for, at der ikke er samme materialemangel hos virksomhederne som tidligere, og at tempoet er sat ned på boligmarkedet.

Det siger cheføkonom i Arbejdernes Landsbank Jeppe Juul Borre.

- Der bliver ikke igangsat lige så meget byggeri. Det er et lidt mere roligt boligmarked, og det er altså også i sig selv med til at lægge et låg på de her prisstigninger for at bygge boliger, siger han.

Det er tredje kvartal i træk, at byggeomkostningerne viser en mere afdæmpet stigning.

Sammenlignet med for et år siden er byggeomkostningerne dog steget med 5,5 pct.

Selv om den årlige stigningstakt fortsat er høj, er den mærkbart faldende. Den toppede i 3. kvartal sidste år med 11,3 pct. og er altså nu halveret.

Udviklingen kan på sigt få pilen på byggepriserne til at vende fra at pege op til ned, lyder det fra cheføkonomen.

- Det er ikke umuligt, at vi kommer til at ramme en periode, hvor byggeomkostningerne rent faktisk falder, siger han.

Hvis man alene ser på afdæmpningen af byggepriserne, kan det medfølge, at efterspørgslen på byggeri vil stige. Men fortsat høje renter lægger en dæmper på efterspørgslen, siger Jeppe Juul Borre.

- Renteniveauet ligger væsentligt højere, end hvad det gjorde for bare over to år siden. Og det er sådan noget, som lægger et låg på efterspørgslen, fordi det er blevet dyrere at låne penge til at kunne bygge.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078