23948sdkhjf

Byggeaktiviteten daler til laveste niveau i årevis

Byggeaktiviteten er nedadgående og faldt yderligere i andet kvartal, viser tal fra Danmarks Statistik.

De høje renter og stigende materialepriser har været medvirkende til, at der bliver bygget væsentligt færre boliger i Danmark, end vi har været vant til.

Faktisk er der tale om det laveste niveau for påbegyndt byggeri i syv år.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at der i andet kvartal i år kun blev påbegyndt byggeri af 1,3 mio. kr. Det er en tilbagegang på 10 pct. sammenlignet med første kvartal, når man korrigerer for sæson.

Tilbagegangen rammer både bolig- og erhvervsbyggeriet, og det gælder både enfamiliehuse og etagebyggeri.

De 4484 påbegyndte enfamiliehuse er lige knap halvt så mange, som der blev skudt i gang i andet kvartal sidste år.

Tilsvarende blev der kun sat gang i byggeriet af 2165 boliger i etagebyggeri mod 4626 i andet kvartal af 2022.

- Byggeriet er blevet ramt fra flere fronter. Begrænsninger i produktionen fylder fortsat, og samtidig rammer de højere renter også i byggeriet.

- Det giver dyrere finansiering, og derfor igangsættes der ikke lige så meget nyt byggeri. I tillæg er fremtidsudsigterne også blevet lidt mere mudrede, og det svækker tilsyneladende noget af lysten til at igangsætte nye byggerier, vurderer Brian Friis Helmer, der er privatøkonom i Arbejdernes Landsbank.

Han minder dog også om, at faldet er sket fra et meget højt niveau.

- Det er gået rigtigt stærkt i byggeriet de senere år, og det er også i det lys, at man skal se udviklingen, siger han.

De aktuelle tal skal også sammenholdes med, at byggeomkostningerne er steget med 8,5 pct. det seneste år.

Det skyldes en stigning i materialepriserne på 10 pct., ligesom lønningerne også har fået et pænt nøk opad.

Og så er det ifølge Allan Sørensen, der er cheføkonom i Dansk Industri, boligbyggeriet, der er hårdest ramt.

- Der foregår stadig en del bygge- og anlægsprojekter. Udrulning af mere fjernvarme, grøn omstilling af forsyningssektoren og vedligeholdelse af veje holder gang i en del byggeaktivitet, siger han.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094