23948sdkhjf

Dansk arkitekt laver hattrick i Nordtyskland

KHR Architecture vinder konkurrence om en udvidelse af gymnasium i Hamborg

Først var det et skoleprojekt i byen Sattrup, så et stort olympisk center i Hamborg, og nu har KHR Architecture vundet endnu en opgave i Nordtyskland sammen med det lokale arkitekt- og ingeniørfirma bpplan.

Der er tale om en udvidelse af Hochrad Gymnasium i Hamborg, der skal gøres femsporet og udvides med en ny stor sportshal.

- Vi er rigtig glade for vores nordtyske hattrick. Konkurrencen er hård i Tyskland, så vi har bevidst valgt at satse på Berlin og det nordtyske område. Med tre projekter inden for en begrænset radius, høster vi nu synergierne af dette fokus, siger partner og kreativ direktør Janina Zerbe fra KHR Architecture i en pressemeddelelse. 

Hvem er KHR Architecture?

  • Den danske tegnestue med base i København har i dag godt 50 medarbejdere og cirka 10 fast tilknyttede konsulenter. 
  • Virksomheden står bag projekter som Københavns Metro, Ørestad Skole, Syddansk Universitet, Pihl & Søns tidligere hovedsæde og Sct. Hans Ny Retspsykiatri.
  • Tegnestuens hovedfokus er på sundheds- og undervisningsbygninger, erhvervsdomiciler og boligprojekter samt bygherrerådgivning.
  • KHR Architecture arbejder i Danmark, Grønland, Norge og Tyskland

- Vores løsningsforslag var markant anderledes end dét, bygherre havde lagt op til i projektopdraget, så vi var spændte på reaktionen, da vi personligt var nede for at præsentere projektet for juryen. Heldigvis syntes de rigtig godt om vores projektforslag, siger Janina Zerbe.

Hun fortæller, at et af de væsentlige greb er, at den store sportshal bliver halvvejs gravet ned, så den ene halvdel kan overbygges med klasselokaler og den resterende del af taget kan bruges som udeareal i forlængelse af skolegården. 

- Tanken er at kombinere en solid base i stål med en lettere trækonstruktion for at give bygningen et lavere klimaaftryk og et lettere udtryk. På den måde bliver grundens relativt begrænsede plads udnyttet optimalt og nybyggeriet kommer ikke til at fremstå for bastant, siger Janina Zerbe og fortæller, at de nu skal have sat et stærkt hold til opgaverne.

Kunden er den offentlige bygherre Schulbau Hamburg, der står for at opføre, vedligeholde, drifte og udleje godt 350 skoler for og i byen Hamborg. Og bygningerne skal efter planen stå færdige i sommeren 2026 og udearealerne i 2027.

Kort om projektet

  • Gymnasium Hochrad skal have en ekstra skolebygning på 1.734 kvm til klasselokaler og kantine. 
  • Gamle sportshaller skal rives ned og erstattes med en ny på 1.350 kvm. 
  • Projektledelse er også del af opgaven.
  • Selve bygningerne skal efter planen stå færdige i sommeren 2026 og udearealerne i 2027.
  • KHR Architecture har vundet opgaven sammen med bpplan på baggrund af et offentligt udbud. 
  • Kunden er den offentlige bygherre ”Schulbau Hamburg”, der står for at opføre, vedligeholde, drifte og udleje godt 350 skoler for og i byen Hamborg.
  • Gymnasium Hochrad ligger i Othmarschen - en bydel lige i udkanten af Hamborg.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078