Caverion opruster med ny forretningsdirektør til CS electric
- Med ansættelsen af Stefan Schlie som forretningsdirektør for CS electric opruster Caverion-familien nu yderligere i kampen for den grønne omstilling inden for kundesegmenterne marine, industri og energi.
Sådan lyder det fra Carsten Sørensen, administrerende direktør i den finsk-ejede teknikentreprenør Caverion, der har udpeget Stefan Schlie som ny forretningsdirektør i CS electric , der i september blev opkøbt af Caverion.
Stefan Schlie er en erfaren mand inden for branchen. Han er uddannet maskinmester og har en HD i organisation. Senest har han været afdelingschef i ingeniørafdelingen hos Vattenfalls Offshore Vind-forretning.
Om CS electric:
CS electric A/S, som er en del af Caverion, er en teknologivirksomhed, der udvikler, designer, producerer, installerer og servicerer løsninger inden for el-, automations-, robot- og datateknologi.
Fokus hos de 90 medarbejdere er at finde løsninger, der giver mest værdi for kunderne i marine-, industri- og energibranchen, såvel på kort som på lang sigt.
Særligt er CS electric A/S kendt for sine bæredygtige løsninger ECOPAC®, ECOPAC® Reefer og ECOPAC® Converter.
Sidstnævnte løsning har i september 2022 vundet en innovationspris for bæredygtig og emissionsfri landstrøm.
Da Caverion købte CS electric var det en virksomhed med ca. 80 medarbejdere, men når Stefan Schlie sætter sig i direktørstolen hos virksomheden i Esbjerg bliver det for cirka 140 medarbejdere inden for området. Det omfatter medarbejderne fra CS electric samt to af Caverions afdelinger Marine og Offshore. Den organisatoriske tilpasning sker nu knap 12 måneder efter, at CS electric blev en del af Caverion-familien. Formålet er at opnå endnu større synergi i den fælles forretning.
- Jeg glæder mig til, at Stefan bliver en del af CS electric og Caverion. Han er uden tvivl den rette mand til jobbet både, hvad angår hans stærke lederkompetencer, som passer godt ind i DNA'et hos os. Han har mange års brancheerfaring, som vil komme i spil i vores fælles rejse i de kommende år, udtaler Carsten Sørensen i en pressemeddelelse og fortsætter:
- Jeg ser også frem til at opleve synergier mellem CS electric og Caverions eksisterende forretning inden for marine, industri og energi og forventer, at vi bliver en endnu stærkere leverandør til at understøtte den forventede vækst i forretningsområdet.
Vedvarende energi til marinekunder
Når Stefan Schlie ser ind i den opgave, der ligger foran ham, er han ikke i tvivl om, at CS electric og Caverion står med nogle unikke kompetencer og løsninger til et marked, der er i vækst:
- CS electric har en virkelig god know-how inden for el- og automationsteknologi. Deres dedikerede fokus på udviklingen og integration af miljøvenlige energiløsninger, kombineret med Caverions ekspertise, giver os en stærk platform for fortsat vækst både lokalt og internationalt. Sammen er vi i stand til at tilbyde vores eksisterende og nye kunder bæredygtige energireduktionsløsninger, udtaler Stefan Schlie og fortsætter:
- Jeg glæder mig blandt andet til at udbrede CS electrics innovative teknologier og bæredygtige løsninger således, at vi kan sikre, at Danmarks udvikling inden for alternative energikilder skubbes i den rigtige retning.
Fire kundesegmenter
Caverion Danmark har stadig større projekter. For eksempel inden for mellem- og højspænding, eltransmission, industriel automation og tværfaglige serviceprojekter.
Men de store enkeltstående entrepriser på eksempelvis et hospital eller en skole er ikke længere i porteføljen. Her er markedet skønnet for konkurrencepræget.
Groft fortalt satses der nu på fire kundesegmenter, forklarer adm. direktør Carsten Sørensen.
Bygninger: Blandt andet facility management-kontrakter og OPP-kontrakter med langvarige kundeforhold. Herunder også energi i mere bred forstand.
Forsyning og infrastruktur: Eksempelvis fylder eldistribution og -transmission og spildevands- og rentvandsområdet meget hos Caverion. Desuden sker der store investeringer i transportområdet eksempelvis indenfor EV biler/busser/lastbiler, marine og havne, samt fjernvarme.
Produktion: Service og projekter inden forblandt andetfarmaceutisk industri og produktion af fødevarer
Energi: Blandt andet fylder stor-skala solcelleanlæg mere og mere forretningen, og det samme begynder Power to X så småt at gøre.