Region sender psykiatriudvidelse til 500 millioner i udbud
Aarhus Universitetshospital Psykiatrien i Skejby skal udvides med cirka 4.500 kvm, der skal give plads til nyt retspsykiatrisk sengeafsnit samt kontorområde til klinisk personale.
Region Midtjylland har derfor sendt en kontrakt i udbud om et offentlig-privat partnerskab (OPP) for udvidelsen.
Udbuddet ventes at løbe op i cirka 500 mio. kr., fremgår det af udbudsmaterialet.
Udvidelsen tæller en ny bygning tæt ved Psykiatriens eksisterende bygninger i Skejby, og nybyggeriet skal bygges sammen med den resterende psykiatri for at sikre den daglige funktion og interne logistik.
De eksisterende bygninger, der i dag huser AUH Psykiatrien, er opført i et lignende OPP-samarbejde, som fortsætter uændret i den kommende årrække.
Interesserede skal spidse blyanten og gøre klar til ansøgningsfrist for prækvalifikation den 25. august 2023.