Bravida køber installatørfirma med "solide serviceaftaler"
Teknikkæmpen Bravida Danmark køber el- og vvs-servicevirksomheden OETekniq, der har til huse i København.
- Med købet af OETekniq styrker vi vores fodfæste centralt i København, siger regionsdirektør i Bravidas Region Øst, Johnny Brandt, i en pressemeddelelse.
OETekniq beskæftiger 18 ansatte og havde i 2022 en omsætning på 23 mio. kr. Siden firmaet blev etableret i 2014 af Finn Overby og Thomas Elmgreen, har serviceforretningen udgjort hovedparten af kundebasen. Virksomheden har også rammeaftaler, ligesom de udfører enkelte mindre entrepriser. De primære kundesegmenter er kommunale og offentlige kunder.
- Det stod hurtigt klart for os, at OETekniq har en god kombination af solide serviceaftaler og kompetente medarbejdere, hvilket betyder, at vi kommer endnu tættere på de københavnske kunder og derudover styrker Bravidas position på serviceområdet i København og omegn, udtaler Johnny Brandt.
Samtlige 18 medarbejdere fortsætter i deres nuværende roller med afdelingschef Lars Vinther som daglig ansvarlig for de fremtidige fælles aktiviteter.
Integration af virksomheden over i Bravida sker i september 2023, hvilket i praksis betyder, at virksomhederne indtil videre forsætter på uændrede vilkår under nuværende navn.