23948sdkhjf

MT Højgaard-koncernen sænker forventningerne: Vil nedskalere internationale aktiviteter

Forværrede resultater i MT Højgaard International efter nedskrivninger på projekter i Grønland trækker ned i indtjeningsprognosen

MT Højgaard Holding skruer ned for forventningerne til årets indtjening, efter forværrede resultater i koncernens internationale forretning.

Årets indtjeningsprognose nedjusteres således til et driftsresultat i 2023 mellem 200 og 225 mio. kr. før særlige poster og eventuelle værdireguleringer mod tidligere forventet 300-325 mio. kr., oplyser selskabet i en meddelelse fredag eftermiddag.

Omsætningen ventes uændret at lande i niveauet 9,0-9,5 mia. kr. i 2023.

Ifølge meddelelsen skyldes nedjusteringen alene de internationale aktiviteter, som i første kvartal 2023  udgjorde 7 pct. af koncernens omsætning.

På den baggrund har bestyrelsen for landets næststørste entreprenørkoncern besluttet at iværksætte en strategisk proces for forretningsenheden MT Højgaard International. 

"Målet er at reducere kompleksitet og risiko ved at nedskalere de internationale aktiviteter i en kontrolleret proces, der også omfatter frasalg og afvikling," skriver selskabet.

Der er behov for en grundlæggende ændring i den strategiske tilgang til internationale aktiviteter Henrik Mielke, koncernchef, MT Højgaard Holding

MT Højgaard-koncernen vil således i endnu højere grad fokusere på den danske kerneforretning og primært være aktiv internationalt via afgrænsede projekter på udvalgte områder, fremgår det.

Utilfredsstillende resultater

Problemerne i den internationale forretning været kendt gennem et stykke tid. I første kvartalsrapporten meldte ledelsen således også om ”utilfredsstillende resultater” i MT Højgaard International, som leverede et driftsresultat på minus 19 mio. kr. i årets første tre måneder. Det var især Grønland, der trak ned, fremgik det.

Til gengæld har den danske kerneforretning frem til og med maj 2023 leveret "bedre end ventede resultater" efter en stærk udvikling i specielt MT Højgaard Danmark, oplyser selskabet.

"Fremgangen ventes at fortsætte året ud, så den danske kerneforretning for femte år i træk forbedrer indtjeningen efter solid omsætningsvækst", skriver ledelsen. 

Ifølge meddelelsen er fremgangen i de danske aktiviteter imidlertid ikke stærk nok til at opveje den markante forværring i MT Højgaard Internationals resultater. 

Problemer i Grønland

Forværringen tilskrives især yderligere nedskrivninger på tre igangværende entrepriser i Grønland og for høje kapacitetsomkostninger.

På den baggrund er der indsat en ny ledelse for den grønlandske forretning, hvor der på kort sigt især er fokus på at færdiggøre de tre problemramte entrepriser, der omfatter to kollegier og en lufthavn, bedst muligt. 

"Markedstilgangen vil blive radikalt ændret, kapacitet og organisation vil blive tilpasset til et nyt forretningsomfang, og der vil blive taget skridt til at mindske kapitalbindingen", skriver selskabet. 

På de øvrige internationale markeder videreføres de allerede annoncerede tiltag. 

I det 60 pct.-ejede portugisiske selskab Seth, som især er aktiv i Afrika, er der ifølge meddelelsen forhandlinger med mulige strategiske partnere. 

På Færøerne indstilles alt byggeri i tredje kvartal 2023. 

Derudover videreføres den lønsomme forretning i Maldiverne under MT Højgaard Danmarks ledelse "for at skabe synergier inden for vandbyggeri".

”Efter at have intensiveret restruktureringsindsatsen og gennemgået aktiviteterne i MT Højgaard International i detaljer står det klart, at der er behov for en grundlæggende ændring i den strategiske tilgang til internationale aktiviteter," siger koncernchef Henrik Mielke, MT Højgaard Holding i meddelelsen. han fortsætter:

"Derfor ændrer vi forretningsmodellen og skalerer aktiviteterne ned. Som hovedregel vil vi fremover kun arbejde internationalt med afgrænsede projekter inden for udvalgte kompetenceområder, hvor vi virkelig har noget at byde på.” 

Se nøgletal for:
Læs mere om: Grønland
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.755