23948sdkhjf

'Den helt rette kombination' sender trækoncern mod milliarden

Planen er stadig at overtage MT Højgaard-ejede Scandi Byg, lyder det fra koncerndirektøren

Et stigende fokus på træbyggeri og et stærkt produktmix har været den helt rette kombination, konstaterer trækoncernen Nordic Wood Industries på baggrund af sit 2022-årsregnskab.

De usikre takter i byggebranchen præger dog også udviklingen, lyder det i en pressemeddelelse fra koncernen, der består af selskaberne Palsgaard Spær, Nviro, Lilleheden, Roust Element, Roust Spær, Bisco Binder og Skandach Holzindustrie.

Toplinjen er løftet med godt 10 pct. sammenlignet med året før, så omsætningen nåede 914 mio. kr. Resultatet efter skat faldt derimod fra 67 til 59 mio. kr.

– Regnskabsåret har været præget af mange usikkerheder grundet krigen i Ukraine, energikrisen, stigende renter og inflation – faktorer, som alle har sat en dæmper på byggebranchen. Vi har dog formået at forberede og tilpasse os den svære situation, således vi på bedste vis kan drive vores selskaber i et marked med mindre aktivitet, siger koncerndirektør Thomas Raunsbæk i en pressemeddelelse om udviklingen.

– Derfor er det yderst tilfredsstillende, at vi formår at holde ret kurs og skabe et flot resultat på tværs af vores selskaber, fortsætter træ-direktøren og henviser blandt andet til et styrket samarbejde mellem koncernens selskaber som en medvirkende faktor til resultaterne.

Nordic Wood Industries A/S
Regnskabsår 2022 2021
Valuta mio. kr. mio. kr.
Nettoomsætning 913,8 846,6
Bruttoresultat 367,8 355,1
Driftsresultat 82,8 90,2
Resultat før skat 80,5 87,6
Årets resultat 59,9 67,1
Balancestatus 468,0 420,8
Egenkapital 227,9 167,0
Kilde: CVR

Stigende efterspørgsel på træbaserede byggematerialer skæpper også i kassen, lyder det fra Thomas Raunsbæk:

– Dén kurs skal vi fortsætte de kommende år, hvor det skal gøres endnu nemmere for byggebranchen at vælge træbaserede produkter – for brugen af mere træ er en helt nødvendig udvikling, hvis vi skal tage hånd om klimaet og sikre en bæredygtig udvikling af byggeriet.

Stort fald og familieforøgelse

Hvad angår 2023, er Thomas Raunsbæks forventninger væsentligt lavere end de seneste års regnskaber. Det skyldes blandt andet, at byggebranchen generelt er ramt af nedgang som følge af den usikre verdenssituation. Det vil kunne mærkes på aktiviteten samt salgspriserne og dermed resultatet i 2023. 

Mere specifikt forventes et fald i omsætningen i 2023 i niveauet 15-20 pct., fremgår det af 2022-årsrapporten. Og da man ikke er i stand til at tilpasse omkostningerne i samme grad som aktiviteten, forventes driftsresultatet at falde med cirka 60 pct.

Hos Nordic Wood Industries er man dog ikke i tvivl om, hvordan koncernens momentum i markedet skal fastholdes, og Thomas Raunsbæk har allerede en klar strategi for de kommende år.

Kompetencerne skal til stadighed udvikles, og man skal have de rette varer på hylderne, for eksempel produkter til præfabrikation i træ.

– Det skal selvfølgelig ske gennem intern udvikling, men i særdeleshed også gennem opkøb af træbaserede virksomheder, når vi finder de rigtige muligheder, der styrker et af vores nuværende selskaber eller komplimenterer vores portefølje, siger Thomas Raunsbæk.

Sidste år voksedes Nordic Wood Industries-familien, da Ugilt Spær blev en del af Palsgaard Spær. Derved blev aktiviteterne i Nordjylland udvidet med 30 medarbejdere samt nye produktionslokaler.

Option på Scandi Byg-opkøb

Foruden Ugilt Spær indgik Nordic Wood Industries sidste år en optionsaftale med MT Højgaard Holding om overtagelse af modulproducenten Scandi Byg, som har base i Løgstør.

Og ifølge Thomas Raunsbæk har koncernen fortsat i sinde at realisere et opkøb - et budskab, han også var fremme med, efter modulproducentens 2022-regnskab viste et stort milliontab.

- Vi forventer fortsat at kunne byde Scandi Byg velkommen i løbet af 2023, siger direktøren nu igen.

Nordic Wood Industries' 2022-årsraport viser, at optionen har udløb i oktober 2023, og at der skal betales en optionspræmie på 10,0 mio. kr., hvis optionen ikke udnyttes. 

Overtagelse af Scandi Byg indgår ikke i ovennævnte forventninger til 2023, bemærkes det andetsteds i årsrapporten.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094