23948sdkhjf

Pihl-underskud på 473 millioner

Tab på udenlandske projekter kostede dyrt på bundlinjen hos E. Pihl & Søn i 2012.
Risikofyldte udenlandske projekter har vist store afvigelser i forhold til forventningerne og er årsag til, at entreprenørvirksomheden Pihl for andet år i træk har indkasseret et meget stort tab på bundlinjen. Underskuddet udgør 473 mio. kr. efter skat, og samlet set har Pihl dermed tabt 671 mio. kr. i 2011 og 2012.

Pihl oplyser i dag, at tab og nedskrivninger på projekter i udlandet tegner sig for i alt 525 mio. kr. Der er blandt andet tale om et spildevandsanlæg på Sri Lanka, to broprojekter i Sverige og et broprojekt i USA.

Færre aktiviteter i udlandet fremover
Som følge af de store tab i udlandet har Pihl besluttet at bremse kraftigt op i forhold til at byde på projekter uden for Norden. Der er ikke tale om et fuldstændigt stop, men virksomheden vil fremover være mere selektiv end tidligere med hensyn til opgaverne.

- Der er således etableret en kontraheringspolitik, der begrænser, hvilke typer sager, der bydes på, og hvilke forudsætninger der skal være til stede for at byde, samt hvilke risici, vi kan og vil påtage os. Ligeledes er der etableret en tilbudskomité, der gennemgår prækvalifikationer og tilbud over en vis størrelse og arbejder systematisk med risikovurdering af tilbuddene og projekterne samt foretager en grundig juridisk screening af kontrakter, oplyser Pihl.

Pihls samlede omsætning udgjorde 5.461 mio. kr. i 2012, hvilket er en fremgang på 7 mio. kr. i forhold til året før. Både de danske og de islandske aktiviteter viser ifølge Pihl ” et rimeligt dækningsbidrag ”, og virksomheden forventer, at disse to markeder vil udgøre fundamentet for den samlede forretning fremover. Den geografiske sammensætning af nettoomsætningen har ændret sig som følge af en beslutning om at reducere aktivitetsniveauet i udlandet uden for de nordiske markeder. Således udgør nettoomsætningen på det danske marked i 2012 cirka 59 procent af den samlede nettoomsætning mod cirka 51 procent i 2011.

Målet er break even i 2013
Pihls samlede ordrebeholdning udgør primo 2013 cirka 4.700 mio. kr., og heraf står de nordiske marked for cirka 93 procent.

Igangværende tabsgivende sager bevirker, at en del af omsætningen ikke vil generere dækningsbidrag i 2013, og samlet set forventes et break-even-resultat baseret på en omsætning i niveauet 4.200- 4.500 mio. kr.

Som følge af de sidste to års store underskud er der gennemført en refinansieringsplan i samarbejde med bank og garantiforsikringsselskaber Pihl oplyser, at den finansielle løsning er gennemført i to tempi. Før årsskiftet gennemførte man en kapitaltilførsel, men da det efterfølgende blev klart, at dette ikke var tilstrækkeligt, er der siden fulgt op med yderligere tilførsel af kapital.

- Med den senest indgåede aftale med de finansielle partnere kommer Pihl-koncernens soliditetsgrad inklusive ansvarlig lånekapital op på 18,3 procent. Det er bestyrelsens og ledelsens vurdering, at med den samlede tilførsel af kapital og likviditet har virksomheden et tilstrækkeligt beredskab til fortsat udvikling og drift af virksomheden, oplyser Pihl.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109