23948sdkhjf

Arbejdsløs – aktiveret – ansat

Outline Vinduer har stor succes med initiativet ”Outline Plus”, der sigter mod at få udsatte borgere i beskæftigelse. Alene i 2012 førte initiativet til syv fastansættelser.
Der findes også succeshistorier i krisetider. For 21-årige Mike Schmidt Jensen har en dygtig indsats i et aktiverings- og praktik forløb hos Outline Vinduer nu betydet fast arbejde hos vinduesproducenten i Farsø.

Før Mike Schmidt Jensen begyndte i praktik hos Outline, havde han prøvet lidt af hvert. Tidligt i sit unge liv endte han i kriminalitet og stofmisbrug. Men siden har han også vist sig som et levende eksempel på, at hvor der er vilje, er der vej. Han er for længst stoffri. Og han er selv særdeles tilfreds med forløbet og sin egen indsats, der efterfølgende har givet ham fast arbejde hos Outline Vinduer:

- Det har været fedt at lære at lave vinduer, betjene maskinerne og få lov til at tage et ansvar. Og spændende at lære af de ældre medarbejdere, som har været i virksomheden i mange år og som kunne give deres erfaringer videre, siger Mike Schmidt Jensen.

Samarbejde om social ansvarlighed
Med initiativet ”Outline Plus” har Outline Vinduer sat fokus på social ansvarlighed. I samarbejde med Vesthimmerlands Kommune tilbyder vinduesfabrikken et forløb med det klare mål at få udsatte borgere i job. Hos Vesthimmerlands Kommune er man positiv over for de resultater, som en aktivering af Mike Schmidt Jensens har ført med sig:

- Mange ledige på kontanthjælp har brug for arbejdsidentitet for at kunne begå sig på arbejdsmarkedet. Det kan de kun lære ved at indgå i en produktion i en rigtig virksomhed, og vores samarbejde med Outline Vinduer giver de ledige denne mulighed. Vores samarbejde har fra Outlines side været præget af stor professionalisme, hvilket gør, at kvaliteten er høj. Samtidig er der hele tiden samarbejde omkring udviklingspotentialet for projektet, fortæller jobcenterchef for Vesthimmerlands Kommune, Janne Dinesen.

I Outline Plus-forløbet er der tæt kontakt mellem den nye medarbejder og projektets vejledere. De kan bidrage med støtte under oplæringen i relevante arbejdsopgaver, så de bedste muligheder for en styrket selvtillid og siden fastansættelse er til stede.

Aktivering nytter noget
Det kræver dog også sit at blive fastansat, som det er sket i Mike Schmidt Jensens tilfælde:

- Der er krav, som vi faktisk forventer, man lever op til under Outline Plus-forløbet. Det gælder fx gode samarbejdsevner, engagement, stabilitet, effektivitet og evner. Og Mike Schmidt Jensen tilhører absolut én af dem, der med stålsat vilje har klaret projektet flot og fundet en vej ind på arbejdsmarkedet hos os, siger Jens Sørensen, produktionsdirektør hos Outline Vinduer, der alene i 2012 har ansat syv medarbejdere rekrutteret direkte fra Outline Plus.

Det betyder også, at man i krisetider med stor arbejdsløshed ser positivt på fremtiden for aktiveringsforløb á la Outline Plus i Vesthimmerlands Kommune:

- Vi har brug for en træningsbane, der bringer de ledige så tæt på arbejdsmarkedet, at de er i stand til at søge et job på lige fod med andre ledige. Vores mål med dette tilbud og med virksomhedsaktivering generelt er altid, at den ledige bliver selvforsørgende hurtigst muligt. Resultater som Outline i 2012 har leveret som aftalt og til gavn for de ansatte i projektet, siger Janne Dinesen fra Vesthimmerlands Kommune.

For Mike Schmidt Jensen har fastansættelsen hos Outline Vinduer betydet en helt ny hverdag. Han arbejder i dag i Outlines produktion i afdelingen, hvor karme samles og klips monteres til alubeklædningen på vinduerne. Og han er godt tilfreds med sit nye liv, der giver ham noget at stå op til hver dag:

- Det bedste har været at få mulighed for at lære noget nyt hver dag, siger Mike Schmidt Jensen, der er meget vellidt blandt sine kolleger hos vinduesproducenten i Farsø.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094