23948sdkhjf

En passion er gået i arv

Den 1. maj er det 50 år siden, at virksomheden Alfix A/S blev stiftet i Kolding. Det er et jubilæum som glæder både 2. og 3. generation, der sammen leder virksomheden i dag.
Grundstenen til Alfix blev skabt i et lille kælderlokale i Kolding i 1963. Iværksætteren Hans Carstensen Toft havde i mange år solgt fliser. Han havde konstateret, at den mørtel, som fliserne blev monteret i, ikke fungerede optimalt.

Han udviklede derfor en fliseklæber med navnet Alfix Universalmørtel. Produktet blev hurtigt populært, og under 60´ernes byggeboom tog fortællingerne om Alfix fart på byggepladserne.

Under den første oliekrise i 1976 startede sønnen Torben Carstensen Toft i virksomheden. Efter en årrække som salgskonsulent i en anerkendt dansk trælasthandel, tilførte han faderens livsværk salgsmæssig slagkraft. I 1984 overtog han som 2. generation ejerskabet og ledelsen af virksomheden.

- Vores produktsortiment og omsætning voksede pænt i både 80´erne og 90´erne. Vi ansatte mange nye medarbejdere og flere er heldigvis stadig ansat. I starten af år 2000 udvidede vi det klassiske sortiment til flisemontering med støbe- og spartelmasser. Dermed fik vi produktserien Alfix PlaneMix og et nyt strategisk ben at stå på, fortæller Torben Carstensen Toft.

Tredje generation er nu også engageret i familievirksomheden, idet Torben Carstensen Tofts børn, datteren Tine Toft Nørgaard og sønnen Anders Bertelsen Toft, begge sidder med i bestyrelsen. Anders Bertelsen Toft er endvidere ansat i virksomheden og har siden 2008 arbejdet med forretningsudvikling og marketing i Alfix. Om det nyeste strategiske produkttiltag i familieforetagendet fortæller Anders Bertelsen Toft:

- På det seneste har vi med succes introduceret en række stærke pudsprodukter til husfacader under navnet Alfix DuraPuds. Kvalitetsmæssigt går der en lige linje fra min farfars første fliseklæber til vores facadepuds.

Produkterne fra Alfix sælges via trælaster og byggemarkeder, primært i Skandinavien. Slutbrugerne er især murere og gulvlæggere, men også gør-det-selv folk bruger Alfix.

Med undtagelse af stiftelsesåret har der altid været overskud på bundlinjen, og det harmonerer godt med den ledelsesfilosofi, som præger virksomheden – at ansvarlighed skal udvises i alle aktiviteter. På spørgsmålet om, hvordan ejeren vurderer virksomhedens fremtid, fortæller Torben Carstensen Toft:

- Alfix er en ansvarlig og fremsynet virksomhed. Vi har gode produkter til byggeriet, dygtige og engagerede medarbejdere, og så har vi solide samarbejdsrelationer med både leverandører og kunder. Relationer der er udviklet gennem generationer. I al beskedenhed så tror vi på, at Alfix vil være en væsentlig aktør i byggebranchen mange år endnu, siger han.

Opkøbstilbud fra kapitalfonde og udenlandske konkurrenter tikker løbende ind i Kolding, men tilbuddene har ingen interesse. Ifølge Torben Carstensen Toft, så er Alfix og familien nærmest smeltet sammen og er blevet en passion. Og en passion – den giver man ikke velvilligt slip på.

FAKTA
Alfix A/S blev grundlagt i 1963 af Hans Carstensen Toft. Virksomheden er fortsat en familievirksomhed med Torben Carstensen Toft og Anders Bertelsen Toft i den daglige ledelse og Tine Toft Nørgaard i bestyrelsen. Alfix udvikler, producerer og markedsfører produkter som fliseklæbere, fugemasser, spartelmasser og facadepudsprodukter til byggeriet. Virksomheden har domicil i et moderne byggeri i det nordlige Kolding.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08