23948sdkhjf

Milliardrenovering ramt af nye forsinkelser

Enemærke & Petersen har præsenteret nye, månedlange forsinkelser på det, der er en historisk stor renoveringsopgave for entreprenørselskabet

En ny tidsplan med endnu en månedlang forsinkelse. 

Det er beboerne i den store bebyggelse Galgebakken i Albertslund nu blevet præsenteret for.

Hvor det er værst, lægger entreprenøren, Enemærke & Petersen, yderligere 15 uger oveni den senest udmeldte tidsplan fra januar – og her var allerede lange forsinkelser. Det fremgår af boligselskabet Bo-Vests hjemmeside om renoveringen af Galgebakken.

Galgebakken består af omkring 600 boliger fordelt på rækkehuse i to etager i forskellig størrelse, enetages gårdhuse og et mindre antal et-rums ungdomsboliger. 

Tidligere er renoveringen sat til samlet godt 1,6 mia. kr.

Tidsplanen, som Enemærke & Petersen nu har afleveret til Bo-Vest, viser, at de nye forsinkelser rammer meget forskelligt. Værst står det til i området ”Mark”, hvor byggeriet som nævnt er forsinket i yderligere 15 uger. Lettest slipper beboerne i "Skrænt" 2, 4 og 6, hvor tilbageflytninger er rykket med cirka seks uger.

Til Sjællandske Nyheder fortæller Kristian Overby, senior projektleder i Bo-Vest, at opstartsvanskeligheder og arbejdsprocesser er årsagen til de nyeste ændringer.

Galgebakken og renoveringen

  • Galgebakken ligger i Albertslund ved København og er opført i 1972-1974
  • Det består af omkring 600 almene boliger, fordelt på rækkehuse i to etager i forskellig størrelse, enetages gårdhuse og et mindre antal et-rums ungdomsboliger.
  • De største boliger er 130 kvm
  • Enemærke & Petersen er entreprenør på opgaven
  • Renoveringen skyldes problemer med skimmelsvamp og varmetab
  • Selve planlægningen har været undervejs siden 2005. Skema A godkendelsen kom i 2012
  • Siden er tiden blandt andet gået på at opføre prøveboliger og projektere

– Man er startet med at lave rækkehusene. Det nye, der nu giver forsinkelser, er de første gårdhavehuse. Indenfor få måneder har vi afsluttet hele Skrænt og prøvet at renovere alle Galgebakkens boligtyper. Derfra vil resten af helhedsplanen være gentagelser, og her skal der helst ikke opstå nye forhold, der kan give forsinkelser. Der kan forhåbentligt også optimeres på arbejdsprocesser undervejs, fortæller projektlederen til mediet.

Rekordstor renoveringsopgave

Da Enemærke & Petersen blev præsenteret som vinder af projektet i sommeren 2021, var det ifølge entreprenøren selskabets største opgave til dato. Kontrakten lød på cirka 1,1 mia. kr.

Renoveringen skulle indledes i november 2021 og udføres etapevis med forventet afslutning i 2025. Men allerede inden renoveringsarbejdet kom i gang, blev processen forsinket. Opstarten blev rykket til januar 2022, fordi de endelige godkendelser fra kommunen kom på plads senere end ventet - det gjaldt en godkendelse af sagens Skema B.

Dengang lød det dog, at det ikke ville få betydning for slutdatoen, som fortsat var medio af 2025, eller at det ville blive dyrere for beboerne.

Siden har forsinkelse fulgt forsinkelse, viser et blik på hjemmesiden om Galgebakkens renovering.

Da Enemærke & Petersen i oktober præsenterede en af flere forsinkelser lød forklaringen, at man havde brug for at lave de forskellige renoveringsarbejder i en anden rækkefølge, end de tidligere har gjort. Entreprenøren ville således afslutte arbejdet i jorden, inden man gik i gang med facader, tag med mere.

I december 2022 var budskabet så, at totalentreprenørens nye tidsplan medførte en samlet forsinkelse på ni måneder.

Med de aktuelle planer står beboerne i ”Øster” overfor seneste tilbageflytning; tidligst maj 2026.

Hvorfor renovere?

Totalrenoveringen af 70’er-byggeriet Galgebakken skyldes primært to faktorer:

– De har et markant problem med skimmel og et alt for højt varmeforbrug i boligerne, har Kristian Overby tidligere forklaret til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Derfor er planen, at boligerne bliver revet ned helt ind til råhuset for derefter at blive isoleret på ny. Der kommer også nye vinduer, døre, køkken og badeværelse. Derudover kommer der også nye gulve med indstøbt gulvvarme over krybekælderen.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.122