23948sdkhjf

Vælger Enemærke & Petersen til stor renovering

Arbejdernes Byggeforening har udvalgt den entreprenør, som skal føre helhedsplanen for afdelingen "Blåbærhusene og Tyttebærhusene" - boligorganisationens første fysiske helhedsplan i snart 15 år - ud i livet.

Enemærke & Petersen er valgt til projektet, melder boligorganisationen, som forventer, at Landsbyggefonden og Silkeborg Kommune godkender resultatet af licitationen snarest, så man kan skrive kontrakt med den vindende håndværker.

Blåbærhusene, som er opført i 1984, er et tæt-lavt boligbyggeri. Tyttebærhusene er opført et par år senere, i 1986, og minder meget om Blåbærhusene. Begge bebyggelser bygget i gule facadeteglsten, med tage af gule betontagsten samt facader og udhuse i træ, der er malet i henholdsvis blå og røde farver, som er identitetsskabende for de to bebyggelser.

Bebyggelserne består af to etages rækkehuse med i alt 147 boliger og to fælleshuse.

Den anslåede entreprisesum er ifølge Projektagenten, Licitationens søsterportal med information om udbud og projekter, på 43,6 mio. kr. 

Stor brug af træ

Der er mange konstruktionsmæssige fejl i den anvendte træbeklædning på bebyggelse, som giver store vedligeholdelsesmæssige udfordringer og store, løbende udgifter. Den korte restlevetid for træbeklædningen betyder, at det ikke kan betale sig at renovere, hvorfor træbeklædningen nu står overfor udskiftning. Det samme gør sig gældende for baldakiner, trapper og altangange i træ, som også er udtjente og udskiftes i renoveringsprojektet.

 Flere vinduer er desuden allerede udskiftet, da det ikke kunne vente til renoveringen. I renoveringsprojektet udskiftes den resterende del til vedligeholdelsesfri vinduer med træ/aluminium, i samme proportioner og farver som eksisterende. Trapper og altangange forventes udskiftet til vedligeholdelsesfri galvaniserede ståltrapper.

Herudover udføres der i renoveringen udskiftning af støttemure i træ. Mange terrænspring er optaget ved at udføre en væg eller afgrænsning med træ direkte mod jord. Hvor det er muligt, ændres disse terrænspring ved at regulere terrænet, og hvor der kræves en mur eller terrænoptagelse, udføres det i betonblokke.

En detaljeret tidsplan fremlægges senere, men den overordnede, foreløbige tidsplan er:

  • Byggepladsvej/-plads og skurvogne: Uge 16, 2023
  • Byggestart: Uge 18, 2023
  • Aflevering: Uge 12, 2024

Foruden vinderbuddet fra Enemærke & Petersen var der ifølge Projektagenten tre andre prækvalificerede entreprenører. Det drejede sig om Færch & Co. Aarhus, Jorton samt Raunstrup Tømrer.

På rådgiversiden er Sweco Architects totalrådgiver og arkitekt, Søren Jensen A/S er tilknyttet som ingeniør, og Terra Nova er landskabsarkitekt på det store renoveringsprojekt.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.099