Økonomisk LAR-løsning forbedrer udearealer og biodiversitet
En af de aktører, der netop nu er i gang med en større handlingsplan, er Vivabolig i Aalborg. Her har man iværksat flere større LAR-projekter (Lokal Afledning af Regnvand), og der venter flere ude i fremtiden. Og ved at skabe velfunderet og gennemarbejdet LAR-løsninger kan boligorganisationen nå i mål med et klimatilpasningstiltag, der både forskønner boligområdernes udearealer og er overskueligt i forhold til anlægsomkostningerne.
- Ved ethvert projekt skal vi som almennyttig boligorganisation altid se på økonomien, så nye tiltag ikke går udover vores beboeres leje. Aalborg Kommune har iværksat en plan for kloakseparering for at skåne byens hårdtprøvede kloaknetværk, fortæller René Kristoffersen, der er driftschef i Vivabolig. Han fortsætter:
- Skal vi til at ændre ved de eksisterende rørledninger, er det meget omkostningsfuldt, men gennem en dialog med WSP så vi ind i hvilke andre løsninger, der kunne komme på tale. På vores matrikler har vi store grønne udearealer, der består af flade græsplæner. Der var altså en god mulighed for at transformere disse arealer til LAR-bede, der både kunne tjene som magasinering og forsinkelse af overskydende regnvand.
- Før vi slog os fast på en endelig løsning, søgte vi inspiration flere steder vi tog blandet andet på en studietur til Horsens og så på en række vellykkede projekter i forskellige skalaer, forklarer Kasper Nielsen, der er projektleder ved Vivabolig. Han uddyber:
- På denne studietur havde vi beboerrepræsentanter med. Beboerdemokratiet er vigtigt i vores afdelinger, og de skal være med til at sætte retningen. Og jeg tror bestemt at inspirationsturen var med til at sætte kompasset for en løsning, der passede til netop vores boligorganisation.
Uudnyttede udearealer
Da først man havde sat sig fast for at omlægge de store uudnyttede grønne arealer til LAR-bede og anlæg gik arbejdet for alvor i gang blandt ingeniørerne og landskabsarkitekterne.
- Det var utroligt spændende at gå i gang med arbejdet efter en længere dialog med Vivabolig. De store udearealer gav os en del frirum til at tænke kreativt og skabe nogle løsninger, hvor effektiv vandhåndtering og æstetik gik hånd i hånd, fortæller Anders Badsberg Larsen, civilingeniør ved afløbsteknik og forsyning hos WSP.
Fornuftige anlægs- og driftsomkostninger
Men er det muligt at opretholde en fornuftig økonomi for et LAR-projekt, samtidig med at det løser sit formål effektivt?
- LAR-løsningen kan være en billig måde til at nå meget effektive resultater sammenlignet med anlæg af nye rørledninger. Det er som regel altid billigere at arbejde over jorden. Og når det er sagt har LAR-bedene en masse positive afledte effekter. Man skaber nye spændende opholdsarealer for beboerne og der kommer en helt anden biodiversitet i forhold til flora og fauna. Vedligeholdelsen er også simpel og kræver kun et årligt besøg af Vivaboligs grønne teams. Så sammenlignet med en grøn græsplæne kan det ligefrem være lettere at holde, alt efter hvilke planter man vælger, fortæller Anders Badsberg Larsen og fortsætter:
- Rent vandteknisk handler det om at skabe et system, hvor vandet kan ledes væk fra kloaknetværket og i stedet sive langsomt ned til grundvandet, hvilket er en anden positiv effekt ved bl.a. LAR-bede. Det er en smuk form for helhedstækning, hvilket glæder en ingeniør som mig. Men det er også vigtigt ikke at se sig blind på en løsning. LAR-bedene er konstrueret hvor de giver mening. Andre steder har det ikke været muligt eller også har de villet tage pladsen for vigtige beboerområder. Så visse steder har vi måttet grave ned i jorden og lave nye rørledninger, men vi har holdt det på et minimum
Hurtig udførsel når udgangspunktet er godt
Bag de store gravemaskiner, der skal effektuere alle tegningerne fra ingeniører og landskabsarkitekter står entreprenøren JORTONs jord- og kloakafdeling i Aalborg. Også her finder man glæde i et projekt, der rummer så mange positive facetter:
- Det er ikke hver dag man får lov at være med på et anlægsprojekt, der bekæmper stigende nedbørsmængder, samtidig med at der er så mange andre afledte og gavnlige effekter af et projekt. Jeg syntes den seneste tids uforudsigelige vejr taler for at der skal handles, og her står vi med en løsning, der både er økonomisk overskuelig og simpel at udføre, fortæller Jan Rosenkjær Bækgaard, der er områdechef for Jord- og Kloak i JORTON. Han afslutter:
- Det går hurtigt når først arbejdet sættes i gang og som det ser ud nu, er hurtige og effektive løsninger i den grad noget vi har brug for. Jeg er overbevist om at vi vil se mange flere LAR-projekter i den nærmeste fremtid. Lige nu har frostvejret skabt nogle udfordringer, men til trods for dette så skrider alt rigtig godt frem.
Vivabolig
Vivabolig er i gang med etablering af LAR-anlæg i Afdeling 3, Lyøgade og Afdeling 5, Konvalvej og i det nye år opstarter endnu et LAR-projekt.
LAR er en forkortelse for Lokal Afledning af Regnvand. LAR er med til at reducere risikoen for oversvømmelser, da regnvandet bliver håndteres lokalet på egen grund i stedet for at belaste kloaksystemet. Foruden nedsivning på egen grund, etableres overløb til regnvandsledninger.
LAR-projekterne i Vivabolig kommer til at spille sammen med etablering af grønne områder og kommer til at favne både biodiversitet, bålpladser og legepladser. I Afdeling 3 og 5 indeholder LAR-projekter bl.a. nedsivning i græsplæner, regnbede og afledning af regnvand fra tage og belægninger til render og grøfter i terræn.
Fakta
Projektets navn: LAR-løsninger hos Vivabolig
Bygherre: Vivabolig - Almen boligorganisation med over 4.500 boliger i Nordjylland
Rådgivere: WSP Danmark A/S
Entreprenør: JORTON A/S
Beliggenhed: Aalborg
År: 2023-2024