Medarbejderne døber elektrisk vognpark
JORTON er i fuld gang med at elektrificere deres vognpark. Men det kræver at man har medarbejderne med ombord og deres feedback skal drive udviklingen. Samtidig har man valgt at inddrage medarbejderne, ved at give dem lov at vælge sloganet, der skal pryde de nye varevogne.
- Når man går fra diesel til el, er der en del bekymringer fra folkene i forhold til rækkevidde og lademuligheder. Her har vi været begunstiget af udviklingen, der har betydet, at der er kommet nogle gode el-biler på markedet, hvilket også tæller varevogne med fin rækkevidde. Der har været et klart ønske om at have mulighed for opladning ude på selve byggepladserne, så vi er begyndt at investere i mobile ladestandere. Når det er iværksat, er jeg sikker på at flere af vores medarbejdere vil efterspørge elektriske alternativer, fortæller Mads Jensen, der er JORTONs materielchef. Han fortsætter:
- Det er vigtigt, at vi ikke trækker elektrificeringen ned over hovedet på vores medarbejdere. Alternativerne til diesel skal være gode og de skal se det som et godt og fornuftigt valg. Folkene ude på pladserne er dem, der driver virksomheden fremad og skaber vækst. Deres arbejde bør ikke skal besværliggøres af en grøn omstilling.
Miljøet er sart, så vi tænker smart
I JORTON ser man generelt at medarbejderne engagerer sig i virksomhedens bæredygtighedspolitik, både i store og små tiltag. Derfor besluttede man at lade medarbejdere finde på et nyt slogan, der skal pryde et nyt parti elektriske varevogne. Det kom der mange gode og sjove bud på og Mads Jensen er begejstret for vinderforslaget:
- Der har været mange gode forslag og jeg er godt tilfreds med det store engagement. Det viser også at der allerede nu er blevet taget ejerskab over de nye elektriske følgesvende, fortæller Mads Jensen, inden han løfter sløret for vindersloganet, der skal pryde bilerne:
- Vores vinder blev Thomas Vangkilde med sloganet: "Miljøet er sart - så vi tænker smart”. Det var meget velfortjent og jeg tror ikke at et reklamebureau kunne have gjort det bedre. Der var også mange sjove såsom ”Grøn energi det kan vi li” eller ” Trods vores fart ved vi, at miljøet er sart”, men Thomas’ forslag var bare det mest mundrette og det ramte for alvor hovedet på sømmet. Jeg glæder mig til at vores nye vogne skal ud på byggepladserne med det slogan, afslutter Mads Jensen.