VVS-Gruppen opkøber fjerde firma
Langå VVS & Smedie er blevet købt af Kim Sørensen. Firmaet bliver dermed del af VVS-Gruppen, som også har afdelinger i Randers, Hammel og Ulstrup.
Opkøbet af Langå VVS & Smedie bliver Kim Sørensens fjerde siden 2000, hvor han overtog Bliktuden i Hammel. Siden er det blevet til opkøb af Ulstrup VVS & Smedie samt System VVS i Randers og altså nu Langå VVS & Smedie.
Kan dele ekspertise
Hver af de fire afdelinger beholder deres oprindelige navn, men får hjælp til administrationen fra VVS-Gruppens afdeling i Ulstrup. Der er nu 15 VVS-folk og to administrative medarbejdere i VVS-Gruppens afdelinger, som kan understøtte hinandens arbejde:
- Der er stort set lige langt fra hver af de fire adresser ud til kunderne, så nu kan vi hjælpe hinanden med opgaverne, og hvis der mangler en speciel ekspertise et sted, så kan vi sende den rette mand afsted, siger Kim Sørensen til FavrskovPosten.