23948sdkhjf

Husejere med forårsfornemmelser

Forårsfornemmelsen er begyndt at røre på sig blandt husejere i Trekantsområdet. Det viste et overvældende antal besøgende på weekendens dobbelte messe på Byggecentrum.
Det er første gang at Byggecentrums årlige forårsmesse Byg Om og Forny er slået sammen med energimessen, og derfor var der ekstra mange udstillere at besøge. Det tilbud tog 3500 besøgende til sig.

Lokale håndværksmestre, Byggencentrum, Middelfart kommune og Grøn Erhvervsvækst står bag energimessen, og her var der travlhed at spore på standene. Resultatet udeblev heller ikke med 115 energitjek og mere end 200 aftaler om tilbud eller direkte ordrer.

-Her er viden om energi samlet ét sted, og det er rigtig godt. Ni ud af ti besøgende ved, hvad de kommer efter og har stor fokus på energibesparelser. Folk er nysgerrige og vil gerne vide, hvordan varmepumper og gaskedler fungerer. Jeg har nok haft min gaskedel skilt ad ti gange i dag, for at vise folk, hvordan systemet hænger sammen, fortæller energihåndværker Svend Erik Nielsen fra Ravnsbjerg VVS.

Husejere kom langvejs fra
De fleste besøgende kom fra Trekantområdet, men der var også besøgende fra f.eks. Ry, Aalborg, Thurø og Sjælland, der havde taget turen til Middelfart. En af de besøgende var Knud Petersen, der gik målrettet efter energibesparelser:

-Jeg skal se på hulmursisolering til mit hus fra 1932, for enten er isoleringen faldet helt sammen eller også er der slet ingenting. Der er i hvert fald koldt. Og så skal jeg også se på en varmepumpe til mit sommerhus. Jeg har også tænkt mig at tilmelde mig et energitjek.

På messen kunne de besøgende bl.a. følge en skattejagt, høre indlæg i Speakers Corner og tilmelde sig et gratis energitjek hos energihåndværkerne. Det blev der gjort flittigt brug af.

-Folk kommer hovedsagligt til mig for at få energitjek. De vil gerne have en prioriteret rækkefølge på deres tiltænkte forbedringer, fortæller energihåndværker Peter Jørgensen fra A.V. Jeppesen.

På energimessen var der i alt 115 tilmeldinger til energitjek, samt 200 aftaler om tilbud eller direkte ordrer, der blev lagt hos energihåndværkerne, som derved får travlt det næste stykke tid.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078