Pilotprojekt skal nedbringe PCB-niveau
Et pilotprojekt på Selsmoseskolen i Taastrup skal finde de mest effektive metoder til at nedbringe PCB-niveauet. Pilotprojektet indebærer, at man udskifter vinduer, øge ventilationen og fjerne en del fuger.
På Selsmoseskolen igangsættes nu et pilotprojekt for at finde de mest effektive metoder til at nedbringe PCB-niveauet. Pilotprojektet bliver igangsat i skolens Blok 6, hvor man forventer at udskifte vinduer, øge ventilationen og fjerne en del fuger. Der bliver også iværksat en totalrengøring.
- Det er vigtigt, at vi gør det rigtige i den rigtige rækkefølge på Selsmoseskolen, og det skal pilotprojektet på give os vigtige erfaringer med. Vi vil løbende informere både elever, forældre og lærere om projektet, siger borgmester Michael Ziegler.
Pilotprojektet forventes at gå i gang i slutningen af april. Eleverne kan blive på skolen, mens arbejdet står på. Resultaterne af pilotprojektet forventes at være klar senest til nytår. Herefter vil Byrådet tage stilling til, hvad der skal gøres i forhold til at nedbringe PCB-niveauet på hele skolen. Udover pilotprojektet bliver der i 2013 også installeret et helt nyt ventilationssystem på hele skolen.