Arkil kom stærkt ud af 2012
Stærk fremgang i de danske aktiviteter i 2012 gav anlægsentreprenøren Arkil Holding A/S det bedste resultat siden 2008.
Men det er netop, hvad anlægsentreprenøren Arkil Holding A/S har hevet ud af ærmet, senest den 6. marts, hvor selskabet løftede forventningerne til resultat før skat i 2012 til ca. 55 mio. kr. mod tidligere udmeldt 30-40 mio. kr.
Opjusteringerne afspejler en stærk afslutning på 2012, som blev cementeret med onsdagens 2012-regnskab. Regnskabet afslørede en vækst i omsætningen på 12 procent til 2.881,8 mio. kr., og et driftsresultat på 59,8 mio. kr., der har løftet sig markant fra langt mere beskedne 17,4 mio. kr. i 2011.
Hvis der skal drysses malurt i bægeret, så ligger den realiserede overskudsgrad på 2,1 procent fortsat et pænt stykke fra målet om en overskudsgrad på minimum 3,5 procent - og endnu længere fra de 4,9 procent som selskabet nåede op på i 2008.
Stærk fremgang i Danmark
Det er værd at bemærke, at det udelukkende er vækst i Danmark, der bidrager til den stærke fremgang. 73 procent af omsætningen kommer således fra de danske aktiviteter indenfor vej, bro- og jernbaneprojekter – samt vejvedligehold. Segment Danmark realiserede et driftsresultat på 35,8 mio. kr. mod et underskud på 7,8 mio. kr. i 2011.
Den solide fremgang er drevet af et højere aktivitetsniveau (omsætning +24 procent) – og dermed en bedre udnyttelse af kapaciteten. Herudover har Arkil strammet op på styringen af de enkelte projekter – en målrettet indsats for at reducere antallet af projekter med negativ udvikling har haft succes, påpeger Arkil i årsregnskabet.
De udenlandske aktiviteter (der står for lidt over en fjerdedel af den samlede omsætning) realiserede et fald på 4 procent i driftsresultatet til 24,1 mio. kr.
Hård konkurrence dæmper forventningerne til 2013
Arkil udstikker dog ikke kursen mod yderligere fremgang i 2013, hvor selskabet forventer et resultat før skat i niveauet 35-60 mio. kr.
De forsigtige forventninger skyldes hård konkurrence i markedet, blandt andet fordi udenlandske virksomheder byder ind på projekter i Danmark, som følge af et lavt aktivitetsniveau i det øvrige Europa. Også forventet lavere indtjening fra vejservice-opgaver trækker ned.