TUN: Tallene taler for sig selv
Hos Trælasthandlerunionen mener man ikke, at beskyldningerne om for høje priser på byggematerialer har hold i virkeligheden.
Baggrunden er, at priserne på byggematerialer omkring 20 procent højere i Danmark end i de europæiske lande, vi normalt sammenligner os med.
- Vi ser nogle særlige forhold på markedet for handel med byggematerialer til professionelle. Vi har derfor iværksat en specifik undersøgelse blandt andet med fokus på eventuelle ulovlige aftaler, sagde direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Agnete Gersing ved den lejlighed.
Læs også: Ulovlig handel med byggematerialer?
Styrelsens udmeldinger har fået Trælasthandlerunionen TUN til at reagere. Unionen henviser til tal fra Danmarks Statistik, der viser, at udviklingen i forbrugerpriserne i de seneste år er steget mere end priserne på materialer til boliger, og at priserne på byggematerialer generelt har ligget under det gennemsnitlige prisniveau siden 2000. Forbrugerpriserne ligger i 2012 godt 30 % over prisniveauet i 2000, hvor de byggematerialer vi sælger i tømmerhandlere og byggemarkeder kun ligger godt 20 % over.
- Vores branche bliver for tid til anden beskyldt for at have for lidt konkurrence og for høje priser på byggematerialer. Jeg mener nu at tallene fra Danmarks Statistik taler for sig selv, udtaler adm. direktør Palle Thomsen.
Han peger desuden på - med henvisning til Eurostat - at Danmark, sammenlignet med vores nærmeste nabolande, har haft en langt mindre vækst i priser på byggematerialer Finland er således det eneste land, hvor priserne er steget mindre end i Danmark, og sammenlignes Danmark med EU-landene generelt, ligger niveauet godt 10 procent lavere på prisudviklingen indenfor byggematerialer.
- Priserne på byggematerialer er i de seneste år steget mindre i Danmark sammenlignet med de lande vi normalt sammenligner os med. Og ser vi på EU gennemsnittet, er udviklingen ikke til at tage fejl af, vi har fået relativt billigere byggematerialer igennem de seneste 3 år, slutter Palle Thomsen.