Varmepumper er en overset varmeløsning
De er langt bedre for miljøet end olie og gas og kan samtidig give økonomiske besparelser. Alligevel har kun et begrænset antal danskere valgt at investere i varmepumper.
Selvom der er en større omkostning forbundet med installationen af en varmepumpe, er der penge at hente på denne energiløsning. Og selv om danskerne endnu ikke helt har fået øjnene op for fordelene ved varmepumper, så er teknologichef på Teknologisk Institut, Frank Elefsen, overbevidst om, at forskellige varmepumpeløsninger er fremtiden for boligopvarmning i rigtig mange hjem, skriver avisen.
Det er dog afgørende, at der bliver skabt et øget incitament til at få installeret varmepumpeløsningerne, mener teknologichefen, der ser mere oplysning og større gevinster som midler til at få folk til at ændre deres varmeforsyning.
- Jeg tror, det er en kombination af, at der er mange, der ikke ved, hvordan fremtidens energisystem kommer til at se ud, og at installationen af en varmepumpe kræver plads og ekstra omkostninger. Derudover er besparelsen ved det heller ikke stor nok i dag. Derfor vil en stor del af løsningen være politiske incitamenter, men det er ikke altid det letteste, siger Frank Elefsen til Jyllands-Posten.
Også fremtidsforsker og ph.d. fra Fremforsk, Jesper Bo Jensen, ser reguleringer fra regeringen som den bedste måde at få folk til at ændre deres varmeforsyning. Men han peger også på, at en afgiftsændring kan blive meget dyr for staten, og advarer derfor overfor Jyllands-Posten imod at være mere ambitiøs, end at samfundet kan holde til det.