Tidligere Skanska-direktør til Adserballe & Knudsen
Frederik Spanning, der bl.a. har en baggrund som direktør i Skanska Bolig, er ansat som ny divisionsdirektør hos Farum-entreprenøren.
Frederik Spanning har i mange år arbejdet med renovering og projektudvikling, og som ny divisionsdirektør skal han arbejde med at videreudvikle Adserballe & Knudsens kompetencer; herunder den tyske Passiv Hus-certificering. Desuden får han til opgave at hjælpe kunderne med at udnytte de mange muligheder, der findes inden for miljøvenlige løsninger til forbedring af boliger og ejendomme.
Frederik Spanning kom til Skanska Danmark i 1999 som nyuddannet ingeniør og var forinden uddannet tømrer. I 2005 blev han regionschef for renoveringsafdelingen og i 2007 fulgte udnævnelsen til direktør for Skanska Bolig.
Siden 2011 har han haft eget rådgivningsfirma med projektudvikling og byggestyring. Blandt andet et banebrydende projekt i Værløse med 44 lavenergi-boliger.
Privat har han med familien, der omfatter kone og tre mindre børn, overtaget en lille landejendom med fem hektar ved Roskilde, som han er i fuld gang med at indrette med blandt andet alternativ energi fra solceller og varmepumper.