Herlev og Dansk Byggeri forlænger partnerskabsaftale
Herlev Kommune forlænger og udvider partnerskabsaftalen med Dansk Byggeri, fordi den med stor succes giver lærerpladser til de unge i kommunen.
- Nu er det ikke kun Dansk Byggeri, men også kommunerne, som bekræfter, at frivillige partnerskaber er at foretrække frem for tvang og sociale klausuler. Resultaterne af partnerskabsaftalen med Herlev viser med al tydelighed, at vejen frem bygger på samarbejde og tæt dialog. Både når vi skal have flere unge til at kende, vælge og gennemføre erhvervsuddannelser, og når vi skal skabe mulighed for lærlingekontrakter, der bidrager til en stærkere og godt kvalificeret byggebranche blandt de helt unge og nu også blandt de 25-30-årige, siger formand for Dansk Byggeri Hovedstaden, Per Engsø Larsen.
Han glæder sig over, at Herlev med borgmesteren i spidsen både vil forlænge og udvide aftalen.
Samarbejde er vejen frem
- I Herlev er vi stolte af, at vores grundholdning om, at man kommer længere med samarbejde og dialog frem for begrænsende klausuler, holder vand. Derfor har vi nu valgt at arbejde videre med den succes og de erfaringer, vi har fået siden 2010 ved at udbygge den tværgående indsats så langt flere gennemfører erhvervsuddannelserne, og flere får en lærlingekontrakt, siger borgmester Thomas Gyldal Petersen(S).
Når aftalen underskrives den 25. februar 2013, underskrives samtidig to lærepladsaftaler.
- Når vi kan gøre det, er det fordi, at partnerskabsaftalen rent faktisk genererer lærepladser, og det er vi meget glade for på de unges vegne, siger Per Engsø Larsen.