23948sdkhjf

Wavin bag regnvandsprojekt til Brøndby Strand

Wavin har leveret regnvandskassetter til en nyskabende form for vandafledning i seks grønne vejbede ved Brøndby Strand.
Projektet er ifølge Wavin ikke blot unikt i kraft af den lokale regnvandshåndtering, men også på grund af den utraditionelle rensning af regnvand, og fordi projektet er integreret med de tilstødende private haver.

Med Lindevang-projektet afprøver Brøndby Kloakforsyning A/S sammen med Brøndby Kommune og Spildevandscenter Avedøre I/S, om regnvand, i stedet for at løbe i kloakken, kan renses i smukke vejbede, før det nedsives i jorden.

Det nye vejanlæg sikrer, at regnvand fra i alt 2.000 m2 vejareal ikke belaster kloakkerne. Samtidig er den lokale afledning af regnvand ved Brøndby Strand et eksempel på, at klimatilpasning kan tænkes ind i mange sammenhænge, fordi anlægget med vejbede er udført som chikaner, der får bilerne til at nedsætte hastigheden.

Regnvandskassetter lader vandet sive ned på stedet
Vejarealets regnvand afkobles fra kloakken ved at lade regnvandet løbe på vejens overflade til de seks beplantede vejbede. Her renses regnvandet gennem en filtermuld og nedsives gennem tredive Wavin Q-Bic regnvandskassetter i hvert bed.

På en villavej som Lindevang, hvor pladsen er begrænset, var det et krav, at faskinerne ikke måtte fylde mere end 1,8 meter i bredden. Denne udfordring blev løst ved at installere Wavin Q-Bic regnvandskassetter på højkant, oplyser Wavin.

Byer i vandbalance
Lindevang-projektet er en del af konsortiet ’Byer i Vandbalance’, som arbejder for at udvikle systemer til at håndtere klimaforandringer og sikre bæredygtig udnyttelse af vandressourcerne.

Bag konsortiet står en række virksomheder og organisationer med fremsynede miljøløsninger som Nordisk Wavin A/S, Per Aarsleff A/S, Orbicon A/S, VandCenter Syd, Københavns Energi A/S, Århus Vand A/S, Spildevandscenter Avedøre I/S, Teknologisk Institut og Københavns Universitet.

Et af konsortiets mål er at udvikle regnvandsløsninger, der kan forbedre naturen i byerne og dermed øge trivslen blandt byens beboere. Lindevang-projektet er således et godt eksempel på en fremtidig løsning, hvor regnvandet bliver en synlig ressource i et grønt bybillede i stedet for et spildevandsproblem.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.112