23948sdkhjf

Nabodyst på energirenovering

I Næstved Kommune har Center for Bæredygtigt Byggeri netop sat projekt ”Renovér en villavej” i gang.
Næstved Kommune har netop inviteret en gruppe boligejere i samme villakvarter til at deltage i en konkurrence om at renovere deres huse på den bedste måde – energimæssigt og økonomisk.

Boligejerne skal konkurrere om, hvem der sparer mest energi per investeret krone, får den flotteste løsning eller hvis hus, der stiger mest i værdi. Dommerpanelet består af fagfolk, og præmien bliver et gavekort til et byggemarked.

- Vores ambition er, at få sat fokus på mulighederne – og inspirere både boligejere og håndværkere til at finde gode løsninger på energirenoveringer. Derfor inviterer vi boligejerne til en ’battle i energirenovering’, fortæller projektleder Kasper Marland, Center for Bæredygtigt Byggeri i Næstved Kommune.

- Forhåbentlig bliver resultatet, at vi kan få en række eksempler på god energi i samme kvarter, så andre boligejere kan gå tur i kvarteret og blive inspireret til gode løsninger. Hvis projektet lykkes, vil vi få op til tre såkaldte show rooms rundt omkring på villavejene, der viser, hvordan man som boligejer kan spare energi og penge ved at investere i energirenovering af sit hus.

Ældre huse kan høste store gevinster
Mange boligejere er opmærksomme på, at der kan og bør gøres noget ved varmeregningen. Deres hus trænger simpelthen til en såkaldt ”energirenovering”, hvor huset efterisoleres, der skiftes tag og vinduer eller installeres ny varmeforsyning. Særligt de mange ejere af parcelhuse, som blev bygget i 1960’erne og frem kan med fordel deltage i projektet.

Næstved Kommune har i de sidste par år tilbudt boligejerne et såkaldt klimatjek, hvor huset gås efter af en ekspert i energibesparelser og boligejeren får gode råd til, hvor der skal sættes ind. Men kommunen vil gerne have endnu mere gang i energirenoveringerne og iværksætter derfor nu projekt ”Renovér en villavej”.

Værd at vide
De boligejere, der deltager i projektet, får gratis råd og vejledning om, hvordan de kan renovere deres huse, så de sparer energi og penge. For at være med, skal man være mindst 10 boligejere i en grundejerforening, der stiller op sammen.

Center for Bæredygtigt Byggeri præmierer det bedste renoveringsprojekt i hver af de deltagende grundejerforeninger.

Center for Bæredygtigt Byggeri opfordrer alle grundejerforeninger til at melde sig til projektet. Max tre grundejerforeninger kan deltage i ”Renover en villavej”.
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093