23948sdkhjf

Klimatilpasning som katalysator for vækst?

"Klimaspring" er navnet på et nyt Realdania-initiativ, der skal sikre grøn vækst og bedre byer. I sidste uge var aktører fra vand- og byggesektoren samlet til kick off-arrangement.
Den 6. februar lød startskuddet på Realdanias nye initiativ "Klimaspring" med et velbesøgt kick off-arrangement.

Under overskriften "vand møder by" ønsker Realdania at være katalysator for udvikling af kommercielle løsninger, der kan håndtere udfordringerne med de stigende regnmængder i de tætte byområder.

Behovet for klimatilpasning er stort, og Realdania-direktør Hans Peter Svendler fremhævede, at Realdania har som princip at inddrage indsatser for klimatilpasning i alle aktiviteter og projekter, hvor det er relevant. Som en del af sin filantropiske strategi ønsker foreningen at være katalysator for en klimatilpasningsindsats, der ikke blot håndterer regnvandet, men også skaber merværdi i form af byliv og grøn vækst.

Tværgående problem kræver tværgående løsninger
Det nye initiativ markerer sig ved sit fokus på den kommercielt drevne udvikling og ambitionen om at skabe grøn vækst. Sekretariatsleder for initiativet, Mikkel Thomassen, fortalte, at der med "Klimaspring" skal udvikles skalérbare løsninger, der inden for en fem årig horisont er klar til at komme på markedet. Mikkel Thomassen inviterede forsamlingen og øvrige virksomheder til efterfølgende at henvende sig til sekretariatet, hvis de ligger inde med ideer til nye løsninger, der kan sætte Danmark på verdenskortet inden for klimatilpasning.

Læs også: Grønne løsninger til tætte byområder

Hovedtaleren til kick off-arrangementet, forfatter og journalist, Tracey Metz, fremhævede, hvordan udfordringerne med vand kræver integrerede og fleksible løsninger. "Vi skal forebygge i stedet for blot at udbedre skader, og vi skal arbejde sammen og tænke i helheder", lød budskabet.

Netop udvikling af de nye løsninger bliver afgørende for, hvordan markedet for klimatilpasning vil udvikle sig. Som Christian Niepoort, partner i Smith innovation, fortalte, så er der et stort markedspotentiale inden for klimatilpasning, men realiseringen af dette potentiale vil afhænge både af investeringsvillighed, gode rammebetingelser, og at de rigtige løsninger finder vej til markedet.

Når skybruddet rammer byen, kender vandet ikke beslutnings-og faggrænser, fremhævede Mikkel Thomassen, der afrundende arrangementet med at understrege, at et tværgående problem kræver tværgående løsninger. Når vandet møder byen, skal vandbranchen møde byggebranchen og løsningerne udvikles på tværs af grænser, sagde han.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.112