Scantruck opruster på Sjælland
Både værkstedsleder og ny distriktschef klar til ny 2.000 m2 stor afdeling i Ringsted
Ronnie Johansen og John Tops, henholdsvis leder af værkstedet og ny distriktschef i salgsstyrken i Scantrucks nye Ringsted-afdeling.
Distriktschef med stor viden
John Tops er den nye distriktschef. Han arbejdede med salg af reservedele og sliddele for den hollandske Komatsu-importør i syv år. Efter at være flyttet til Danmark, var han i fire år sælger på Sjælland for den tidligere Komatsu-importør i Danmark, KFD i Vejen.
Et par år var John Tops ansvarlig for brugte maskiner hos Johs. Møller Maskiner. Herefter etablerede han sig med eget firma, On-Tops, med formidling af brugte entreprenørmaskiner.
Nu er han så klar for Scantruck i den nye sjællandske afdeling på Kærup Parkvej i Ringsted.
Erfaren værkstedsleder
Det er også Ronnie Johansen, der er ansat som leder af det splinternye værksted. Han er udlært automekaniker og har en lang karriere med maskiner og motorer bag sig. Ronnie Johansen har blandt andet været mekaniker med Case-maskiner hos firmaet Conenco. Han har også skruet i Caterpillar-maskiner hos Pon Equipment i Brøndby, hvor han tillige var omkring reservedelsafdelingen, inden han vendte tilbage til værkstedet som værkfører.
Siden blev Ronnie Johansen værkfører hos Volvo Entreprenørmaskiner i Roskilde og siden servicechef for værkstederne både i Roskilde, Aalborg og Taulov ved Fredericia. Han har også passet maskinparken hos entreprenørfirmaet Barslund i Kvistgård, arbejdet med reservedele til skibsmotorer og senest været værkfører hos en maskinudlejningsvirksomhed. Ronnie Johansen er nu klar som leder af værkstedet i den nye Scantruck-afdeling i Ringsted.