Aarhus-projekt i fornemt selskab
Ungdomsbolighøjhuset på Aarhus havn er blevet longlistet til den prestigefulde engelske bæredygtighedspris WAN Sustainable Buildings Award 2012.
Arkitema har været arkitekt på Ungdomsbolighøjhuset, som nu troner op på Aarhus Havn. (Foto: Kontrafame)
Snart vil det vise sig om deres ambitiøse boliger når gennem det engelske energinåleøje. I første omgang er bolighøjhuset longlistet, herefter frasorteres flere projekter og i løbet af foråret kåres den endelige vinder af den engelske bæredygtihedspris.
Både bæredygtigt og socialt bolighøjhus
Ungdomsbolighøjhuset er et 12 etagers hus baseret på dagslys- og udsynsanalyser, bearbejdet og disponeret for at opnå flest mulige kvalitative boligkvadratmeter til de unge mennesker og for at sikre en solid base for deres sociale liv.
Via “Den sociale lynlås”, som fra opholdsbastionen skærer sig op gennem husets sydvestfacade og som tilbyder vindbeskyttede fælles opholdsaltaner, åbnes huset. Den åbne bastion til udeophold er også et tilbud til ungdomsboligernes naboer, og vil uden tvivl blive et socialt omdrejningspunkt for de bynære havnearealer når solen har fået mere kraft.
Energirigtig højstyrkebeton
Konstruktionen er baseret på passivhusprincipperne suppleret med varmegenvinding af badevand og energiproduktion ved hjælp af solceller. Facaderne er udført i et nyt højstyrkebetonsystem, Connovate, udviklet af Arkitema sammen med betonproducenter og videninstitutioner i Danmark. Elementerne udmærker sig ved slankhed, passivhusstandard, mindre CO2 forbrug ved transport og generelt mindre arealoptag.
Husets lavenergivinduer er X-frame kompositvinduer, der i et elegant design lukker maksimalt dagslys ind. På sydøstfacadernes balkoner er der opsat solceller, der fungerer både som værn, støjskærm, solafskærmning og energiproducent.
Arkitema, Myhlenberg, Niras og Esbensen Rådgivende Ingeniører står bag ungdomshøjhuset, som har 99 lejligheder.
Læs mere: Myhlenberg skal bygge 99 boliger på Århus Havn.