23948sdkhjf

Danmarks bedste renoveringsprojekt?

Realdania og GI indstifter en ny pris, der belønner Danmarks bedste bygningsrenovering. Projekter kan indstilles indtil medio april 2013.
Mens alle flokkes om at sætte pris på nybyggerier, findes der ikke én eneste pris, der samlet hylder de gode renoveringsprojekter til gavn for brugernes livskvalitet, klimaet og samfundsøkonomien.

Derfor har Realdania og GI, i forlængelse af en større renoveringskampagne, besluttet sig for at indstifte Renover Prisen, der som den første pris vil hylde et samlet renoveringsprojekt.

Inspiration til branchen
For begge parter står det meget højt på dagsorden at få byggebranchen til at rette øjnene mere mod renovering af den eksisterende bygningsmasse:

- Vi har i samarbejde med GI de sidste cirka fem år arbejdet med at få renovering ind under huden hos hele den samlede byggebranche. Der er et paradoks i, at nybyggeri løber med al prestigen hos alle aktører i byggebranchen, når der er så mange kulturelle, samfundsmæssige og økonomiske gevinster ved at vende blikket mod renovering, siger Hans Peter Svendler, der er direktør i Realdania.

Renover Prisen vil det næste halve år fremhæve de gode renoveringsprojekter med henblik på at højne renoveringens status i byggebranchen:

- Ved at vise, hvor fantastisk gode resultater der kan opnås ved en renovering håber vi at kunne hæve den faglige stolthed og lysten til at arbejde med renovering. Vi fremhæver de gode projekter forhåbentligt til stor inspiration for hele branchen, siger Lars Axelsen, der er administrerende direktør i GI.

Hylder samarbejdet
Prisen adskiller sig fra andre priser ved at præmiere et samlet projekt frem for en enkelt bidragyder. Det er derfor også en pris for det gode samarbejde på tværs af fagligheder.

For at et projekt kan indstilles til Renover Prisen, skal det være gennemført i Danmark, have stået færdigt i højst fem år før præmieringen og være taget i brug i mindst et halvt år. Det er udelukkende renoveringsprojekter, der præmieres, ikke historiske restaureringsprojekter.

Prisen bliver tildelt et projekt, der scorer højt på de syv følgende kriterier:

Eksempelværdi:
Projekter der har potentiale til at udvikle renovering som en estimeret faglig disciplin, og som gennem sine konkrete resultater kan inspirere til efterfølgelse.

Energikrav og bæredygtighed:
Projekter der i konkret daglig brug leverer væsentlige energibesparelser ved hjælp af tiltag, som er afstemt byggeriets funktion og indeklima samt projekter, der på anden måde bidrager til bæredygtig praksis.

Samarbejde:
Projekter hvor et godt samarbejde mellem bygherre, brugere, byggeriets parter og de lokale myndigheder har givet eksemplariske resultater til efterfølgelse i byggeriets praksis.

Brugskvalitet:
Projekter der fungerer godt i praksis og vurderes positivt af brugerne.

Bidrag til omgivelser:
Projekter, der bidrager positivt til omgivelsernes sociale, arkitektoniske og oplevelsesmæssige kvaliteter.

Økonomi og værdiforøgelse:
Projekter, hvor resultaterne – materielle som immaterielle – skaber øget værdi for bygningens ejer.

Udførelseskvalitet:
Projekter hvor håndværk, ingeniørtekniske ydelser og arkitektur er udført på et højt fagligt niveau.

FAKTA
Renover Prisen 2013 uddeles første gang ved en prisfest d. 5. september 2013, hvor det vindende projekt kåres og fejres sammen med de øvrige nominerede. Projekter kan indstilles indtil medio april 2013, og alle kan indstille et projekt til prisen.

Når indstillingsfristen er udløbet vil et nomineringsudvalg med fire fagpersoner vurdere hvilke fem projekter, der skal nomineres til prisen. Nomineringerne offentliggøres medio juni og herefter stemmer et valgkollegium bestående af udvalgte personer bredt fra branchen om, hvilket projekt der skal have prisen.

Læs mere på www.renover.dk
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095