HSHansen har ikke opgivet Skive
Koncernen har store forventninger til sin vinduesfabrik X-frame. Her kan skabes en større lokal arbejdsplads som erstatning for den, der nu går tabt med aktuel fabrikslukning.
- Nedlukning af HSHansens produktion i Skive er ikke ensbetydende med, at vi forlader Skive. Vores søsterselskab, X-frame, som producerer og leverer vinduer i komposit, forbliver på samme lokation i Skive og har overtaget det samlede lejemål på Hjortevej, siger han til Building Supply og fortsætter:
- X-frame forventer at kunne vokse de følgende år, og vi håber på længere sigt at kunne skabe en større lokal arbejdsplads i Skive i X-frame-regi. Det har desværre ikke været muligt på kort sigt at tilbyde medarbejderne et nyt jobtilbud. Men deres kvalifikationer og mangeårige loyalitet betyder naturligvis, at når X-frame kommer i en ekspansionsfase, så står disse medarbejdere godt rustet i forhold til at komme tilbage.
Stor optimisme
Simon S. Kristensen forklarer, at fabrikslukningen i Skive skal ses i lyset af, at det i en presset byggebranche ikke længere er rentabelt at have tre produktionsenheder inden for en radius af 90 km.
Efter lukningen vil HSHansen have to produktionsenheder i Danmark – i Lem og Esbjerg – der tilsammen beskæftiger cirka 100 medarbejdere. Trods fortsat udfordrende markedsvilkår ser direktøren positivt på mulighederne i den kommende tid:
- Vi har, efter et meget travlt 2012 med mange nye spændende projekter i præfabrikerede modulopbyggede elementer, nu været nødsaget til at tilpasse vores kapacitet. Men vi har nye produkter og koncepter, der gør en positiv forskel i branchen – blandt andet de modulopbyggede elementer Hansen UnitAl – og vi arbejder aktuelt på mange spændende projekter i Danmark. Det vil på sigt kunne komme til at betyde, at vore produktioner i Lem og Esbjerg vil få brug for mere arbejdskraft, slutter han.