23948sdkhjf

DBI i spidsen for stort EU-projekt

I samarbejde med Lunds Universitet skal DBI indhente ny viden om simulering af materialers reaktion på brand.
”Fire Tools” hedder et nyt EU-projekt, der med DBI som koordinator skal styrke mulighederne for at beregne og simulere, hvordan forskellige materialer reagerer på brand. Projektet har et budget på 11,5 millioner kroner, der primært anvendes til at ansætte fem erhvervs-ph.d.-studerende i en fireårs periode.

DBI har netop udvalgt de fem kommende ph.d. studerende ud fra 45 ansøgere fra hele verden, blandt andet ved hjælp af Skype-interviews. Projektet bliver finansieret af ’Marie Curie Early Stage Researchers’ under EU’s 7. Rammeprogram for Forskning & Udvikling.

- Vi fik mange kvalificerede ansøgere, så der var ingen problemer med at finde fem meget lovende, unge forskere til projektet, som vi gennemfører i samarbejde med Lunds Universitet, fortæller projektleder Fanny Guay fra DBI.

Arbejdsdelingen er sådan, at Lunds Universitet har ansvaret for den akademiske del af uddannelsen, mens DBI – ud over at lede projektet – bidrager med viden om brandprøvning og laboratoriefaciliteter.

Fem fyrtårne
Projektets succeskriterium er uddannelse af fem forskere på områder, der komplementerer hinanden.

- Kort fortalt skal vi uddanne fem fyrtårne, der kan drive forskningen inden for ‘fire modeling tools & techniques’ i mange år fremover, fortæller Fanny Guay.

De fem ph.d. studerende – to kvinder og tre mænd – kommer fra Indien, Malaysia, Australien, Letland og Spanien. Ud over deres faglige kvalifikationer har de alle erfaring med at bo og studere i et europæisk land.

Projektet har også deltagelse af ni associerede partnere i form af europæiske videncentre og virksomheder, der skal bidrage med faglige input, virksomhedsbesøg og mulighed for praktikophold. Generelt har interessen været meget stor for at deltage projektet, der blev nummer fire af næsten 300 projektforslag ved EU’s prioritering af ansøgningerne.

Overset forskningsfelt
Civilingeniør Dan H. Lauridsen fra DBI’s brandlaboratorium har det faglige ansvar for DBI’s indsats i projektet.

- Det er et meget spændende forskningsfelt at dykke ned i. Både her og andre steder har man i mindst 15 år diskuteret mulighederne for at beregne og modellere materialers performance under brand. Men den materialefysiske forskning har ikke kunnet give os et grundlag at arbejde på, fordi der ikke fra forskningens side har været synderlig interesse for, hvad der sker i materialer og produkter, når de hurtigt opvarmes til for eksempel 800 grader, siger han.
Det skal projektet rette op på, og Dan H. Lauridsen tilføjer, at det også kan få stor betydning for DBI’s muligheder for at give kunderne den bedste service.

Intelligent brandprøvning
Visionen er at kunne regne på, hvordan materialer opfører sig ved brand og forudse hvilken effekt, forskellige materialer har på brandens udvikling – for på den måde at finde de elementer, der er kritiske for sikkerheden.

- Simulering og beregning kan skabe grundlag for det, jeg vil kalde intelligent brandprøvning, hvor man udnytter de traditionelle, forholdsvis dyre og tidskrævende brandprøvninger optimalt. Jeg tror stadig, DBI laver brandprøvninger om 25 år, men jeg er også overbevist om, at det sker i kombination med beregning og simulering, vurderer Dan H. Lauridsen.

Muligheden for at beregne og simulere materialers reaktion på brand vil også kunne styrke DBI’s rådgivning af virksomheder i forbindelse med deres produktudvikling af fx byggeprodukter.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094