DTU med nyt bud på fremtidens lavenergibyggeri
DTU er igen blevet udvalgt til at deltage i Solar Decathlon 2014. Denne gang foregår ”finalen” i Frankrig, nemlig i Versailles ved Paris.
Et projektforslag udarbejdet af professor Bjarne W. Olesen og lektor Christian Rønne, begge DTU Byg, er netop blevet kvalificeret til at deltage i den internationale konkurrence i 2014 i Paris, hvor Frankrig er vært efter at have vundet konkurrencen i Madrid.
Professor Bjarne W. Olesen glæder sig over, at instituttet for anden gang i træk er udvalgt til at deltage i den prestigefyldte konkurrence, hvis formål det er at skabe ny viden og opmærksomhed om lavenergibyggeri og brug af vedvarende energi. Deltagelse i konkurrencen vil således gøre det muligt for de deltagende universiteter at integrere og producere viden om bæredygtig byggeri kombineret med den nødvendige komfort og kvalitet, der kræves i et moderne samfund.
Ny ramme for buddene
- Konkurrencens præmis er denne gang lidt anderledes end i Madrid 2012. Der lægges vægt på, at huset kan indgå i et tætbygget bymiljø (rækkehuse, flere-familiehuse), og desuden skal de studerende vise, hvorledes deres projekt kan indgå i et smart-grid og i et byområde med infrastruktur. Der er således flere udfordringer denne gang, der er tilpasset fremtidens krav til bygninger, siger Bjarne W. Olsen.
For DTU’s vedkommende går konkurrencen i gang med forårssemesteret 2013. Projektet ledes af DTU Byg, men det kræver samarbejde med studerende og undervisere fra andre DTU-institutter og Copenhagen Business School, CBS. Solar-Decathlon-projektet er et af DTU’s Blue Dot studenterprojekter, der er bæredygtige projekter fortrinsvis drevet at de studerende. Det vil sige, at opgaven bliver at få de studerende aktiveret og gerne således, at en kernegruppe deltager til og med finalen i Paris.
DTU Byg deltog førte gange i Solar Decathlon-konkurrencen i 2012, hvor studerende fra Bygningsdesign-uddannelsen i samarbejde med studerende fra DTU Miljø, DTU Management Engineering og DTU Informatik samt en række sponsorer Grundfos, Rockwool, Uponor og Schneider Electric m.fl., deltog med projektet FOLD.
Fakta om Solar Decathlon
Formålet med konkurrencen er at demonstrere, at en mere effektiv udnyttelse af vedvarende energi er såvel praktisk som økonomisk mulig. Konkurrencen blev for første gang afholdt i Europa i sommer i Madrid. Hvert af de deltagende projekter støttes af EU med et beløb på 100.000 euro, mens de øvrige udgifter skal dækkes via fonde og de firmaer, der medvirker med produkter i huset.
Næste konkurrence afholdes i 2014 i Paris, Frankrig 15. juni-15. juli.
Formålet med konkurrencen er at demonstrere, at en mere effektiv udnyttelse af vedvarende energi er såvel praktisk som økonomisk mulig. Konkurrencen blev for første gang afholdt i Europa i sommer i Madrid. Hvert af de deltagende projekter støttes af EU med et beløb på 100.000 euro, mens de øvrige udgifter skal dækkes via fonde og de firmaer, der medvirker med produkter i huset.
Næste konkurrence afholdes i 2014 i Paris, Frankrig 15. juni-15. juli.