Rambøll på tysk opkøb
Rambøll er med købet af den tyske specialistvirksomhed IMS Ingenieurgesellschaft mbH klar til øget efterspørgsel på ingeniørrådgiverens ydelser inden for offshore vind.
- I Nordeuropa, særligt i Tyskland og England, er der planer om mere end 100 havvindmølleparker til en anlægssum i størrelsesordnen 100 milliarder Euro, udtaler adm. direktør for Rambølls energidivision Thomas Rand og tilføjer:
- Der vil blive behov for omkring 2.500 mandeår til udvikling og projektledelse af havvindmølleparker i løbet af de næste ti år som en del af Europas udvikling hen mod en energiforsyning baseret på vedvarende energi.
Rambøll har købt IMS af den italienske ingeniørvirksomhed Net Engineering International S.p.A. IMS vil fortsat operere under navnet IMS med Dr. Peter Ruland som leder.
Globale koncepter tilpasset tysk marked
Det tyske offshore vindmarked forventes at øge sit volumen med 1.500-2.000 MW årligt mange år frem i tiden.
- Sammen med Rambøll kan IMS tilbyde den tyske offshore vindbranche viden og erfaring fra globale offshore vindprojekter i kombination med omfattende viden og erfaring fra det tyske marked og lokal tilstedeværelse, siger adm. direktør for IMS Dr. Peter Ruland.
Rambøll har designet mere end 1.300 fundamenter til 24 havvindmølleparker verden over, svarende til ca. halvdelen af alle vindmøllefundamenter i verden.
IMS, som blev grundlagt i 1972, har været en nøglespiller på det tyske marked for offshore vind i mange år. IMS yder også specialrådgivning inden for hydraulik, bygningsteknik og miljø, som fint supplerer ydelser i andre dele af Rambøll. Blandt de projekter, som IMS har stået for i de senere år, kan nævnes bjærgning af startraketterne til ARIANE 5, projektering af to forskningsstationer på Antarktis og landindvinding til produktionsanlægget til Airbus A 380 i Hamborg.