23948sdkhjf

MT Højgaard udvider direktionen

Ny koncerndirektør skal lede MT Højgaards bygge- og anlægsområder samt projektudvikling.
MT Højgaard har med virkning fra senest den 1. juni 2013 besluttet at ansætte Søren Ulslev som koncerndirektør i MT Højgaard, hvor han indtræder i koncerndirektionen.

Søren Ulslev er 57 år, akademiingeniør og kommer fra en stilling som direktør i PensionDanmark Ejendomme. Tidligere har han været adm. direktør for Unicon og adm. direktør for NCC Construction Danmark. I forbindelse med ansættelsen siger administrerende koncerndirektør Torben Biilmann:

- Jeg er meget tilfreds med, at Søren Ulslev har takket ja til at indtræde i vores direktion. Søren har stor erfaring inden for bygge- og anlægsbranchen både som udførende entreprenør og fra investor- samt kundesiden. Søren får en meget central rolle med at implementere aktiviteter, der skal styrke vores risikoprofil og gøre virksomheden lønsom igen.

Selv siger Søren Ulslev om de nye udfordringer:

- At understøtte MT Højgaard i den rejse, virksomheden er ude på, bliver en rigtig spændende opgave. MT Højgaard har en tradition for at levere høj kvalitet, og jeg ser frem til at benytte mine kompetencer til at hjælpe med at forbedre virksomhedens økonomiske resultater.

Manden bag enorme ejendomsinvesteringer
Søren Ulslev tiltræder hos MT Højgaard, så snart der er fundet en afløser til hans nuværende stilling som chef for PensionDanmarks ejendomsinvesteringer.

Under Søren Ulslevs ledelse har PensionDanmark blandt andet investeret i Isbjerget i Aarhus, EY-Tower i Søborg, Magasin i Aarhus, Odense og Lyngby, Kanalhusene i Vejle, FN-byen på Marmormolen i København, Nordeas nye domicil i Ørestaden og Portland-siloerne på Nordhavnen i København.

- Søren har ydet en meget stor indsats i PensionDanmark og har hovedæren for, at PensionDanmark i dag har en position som en af Danmarks førende og mest innovative ejendomsinvestorer. Søren har bygget et stærkt ejendomsteam op, der inden for de senere år har stået for store og opsigtsvækkende investeringer. Vi ønsker Søren Ulslev – og MT Højgaard – tillykke og ser frem til at fortsætte samarbejdet i fremtiden, administrerende direktør, Torben Möger Pedersen.

MT Højgaards koncerndirektion vil efter Søren Ulslevs tiltræden bestå af administrerende koncerndirektør Torben Biilmann (CEO), koncernøkonomidirektør Flemming Steen (CFO) samt koncerndirektør Søren Ulslev (COO).
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109