4.500 m² nybyggeri skal trække handel til Hørsholm
En dagligvarebutik på op til 3.500 m² i et attraktivt byggeri i den sydlige ende af Hørsholms gågade skal skabe mere liv i bymidten.
Arealet kan bebygges med op til 4.500 m² med mulighed for supermarked, boliger eller erhverv. Kommunalbestyrelsen har åbnet op for, at der kan etableres et supermarked på op til 3.500 m² af arealet. Desuden bliver der mulighed for at etablere parkering på taget af det nye byggeri, hvis det passer ind bybilledet.
- Jeg er glad for, at vi nu sætter gang i udbuddet af arealet i gågaden. Et supermarked på op til 3.500 m² vil tiltrække mange kunder og skabe mere liv og aktivitet i den sydlige del af gågaden til glæde for borgerne og de handlende, siger borgmester Morten Slotved.
Et aktiv for midtbyen
Forud for kommunalbestyrelsens beslutning er udarbejdet en detailhandelsundersøgelse, der viser, at et supermarked i den sydlige ende af gågaden er den bedste måde at skabe sammenhæng og aktivitet i hele gaden.
- Vi har lyttet til markedet, og det står klart, at der eksisterer et stærkt ønske om, at vi giver mulighed for, at der kan etableres en ankerbutik, der kan trække kunder til denne del af gågaden, siger Morten Slotved.
Borgmesteren forventer, at en køber til arealet vil være fundet i efteråret 2013. Herefter går kommunen i gang med at lave en lokalplan for området, så byggeriet kan gå i gang i foråret 2015.