Danskerne forhandler ikke med håndværkeren
Størstedelen af danskerne indhenter tilbud fra en enkelt håndværker og tager prisen for givet, når de skal have udført håndværk i hjemmet.
Det er konklusionen på en ny måling, som Gallup har udført for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i forbindelse med lanceringen af et nyt tema om håndværksopgaver på den offentlige forbrugerportal, forbrug.dk.
Temaet lægger vægt på aftaleindgåelsen, så forbrugeren får sat klare rammer for håndværkerens arbejde fra begyndelsen. Det beskriver også forbrugerens muligheder, hvis der alligevel opstår problemer: Udebliver håndværkeren? Forsinker vejret arbejdet? Og hvor kan forbrugeren klage? Det er blot nogle af de spørgsmål, som temaet forholder sig til.
Praksis svækker konkurrencen
Direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Agnete Gersing, siger:
- Når forbrugerne ikke udfordrer håndværkerne ved at indhente flere tilbud og ved at forhandle om prisen, så svækker de konkurrencen på markedet. Det er både skidt for den enkelte forbruger og for samfundet som helhed.
- Vi har valgt at sætte fokus på håndværksopgaver i vores forbrugerinformation, fordi det er et område, hvor man som forbruger skal tænke på mange ting. For eksempel er forventningsafstemning vigtig. Det er en god ide at beskrive arbejdsopgaven meget præcist, fordi det mindsker risikoen for misforståelser undervejs, tilføjer hun.
Læs mere på Forbrug.dk