Straks-bøder skal forhindre snyd i byggeriet
Nyt forlig vil skærpe kontrollen af udenlandske firmaer i Danmark. Hos Dansk Byggeri vurderer man, at det vil medføre en mere kontant og effektiv indsats mod snyd.
Aftalen skal først og fremmest gøre indsatsen mod de ulovlige forhold på arbejdsmarkedet mere effektiv. Hidtil har det været en politiopgave at udstede administrative bøder på byggepladserne, når der registreres overtrædelser. Nu lægges der op til, at Arbejdstilsynet overtager denne opgave.
- Det er et udmærket forslag. Vi ved, at problemerne er der, og at de er ’flygtige’, hvis der ikke bliver slået hurtigt og effekt til. Og det er naturligt at samle indsatsen omkring Arbejdstilsynet, som er der i forvejen, og udvide deres beføjelser til at skride ind, når der registreres ulovligheder, siger adm. direktør i Dansk Byggeri, Lars Storr-Hansen.
Ifølge Dansk Byggeri omfatter forliget også en række forslag, der skal gøre RUT-registrering (registrering af udenlandske tjenesteydere) mere smidig og oplysningerne mere relevante, ligesom der sker en udvidelse af hvervepligten til også at omfatte rengøringsområdet.
- Det er meget fornuftigt at give RUT-systemet et gennemsyn. Det har været længe undervejs, og der har været besværligheder og uhensigtsmæssigheder i systemet. Det ser ud til, at de forslåede ændringer har fokus på at lette adgangen og administrationen af systemet, så der bliver færre undskyldninger for ikke at sikre korrekt RUT-registrering. Det kan vi selvfølgelig fuldt ud tilslutte os, siger Lars Storr-Hansen og tilføjer:
- Vi har igen og igen peget på, at der er et sort og ulovligt marked, hvor der er massive problemer i forhold til arbejdsmiljø, skattelovgivning og i forhold til kvaliteten af arbejdet. Det foregår desværre i stor skala ude på villavejene, og vi håber på, at forliget vil styrke indsatsen og håndhævelsen af de danske regler og dermed sikre bedre og mere fair konkurrenceforhold.
Aftalen mellem regeringen og Enhedslisten præsenteres angiveligt på et pressemøde senere i dag, torsdag.