23948sdkhjf

Restaurering af Københavner-plantage i Vestjylland

Med støtte fra bl.a. Realdania bliver lystanlægget i Baldersbæk Plantage nu restaureret, så naturen og stedets særegne historie fremhæves.
Restaureringen af lystanlægget i Baldersbæk Plantage er tiltrængt, for anlægget, der blev anlagt i 1910, er forfaldent. Smuk natur, springvandet, statuerne og det lille lystslot er noget af det, som har fået lokale borgere, Realdania og Naturstyrelsen til at samle sig om en restaurering.

Baldersbæk Plantage er en af de såkaldte københavnerplantager, der opstod omkring år 1900 da en flok velhavende københavnere ville opdyrke heden og gøre den frugtbar.

Plantagen er en af de få, som er åben for offentligheden. Men lystanlægget er slidt, så nu er lokale ildsjæle fra ”Foreningen til bevarelse og formidling af natur- og kulturmiljøet i de danske skove” gået i aktion.

- Det er trist, at stierne i Baldersbæk Plantage gror til, og at anlægget er i forfald. Vi vil gerne gøre det fredede naturområde, stedets skulpturer og statuer til et større aktiv for egnen. Det er desuden vores håb, at restaureringen vil bidrage til større forståelse for egnens traditionelle styrker og værdier, siger formanden for projektet, Holger Grumme.

Bred støtte til restaureringen
Lokale folk fra Starup og Hovborg trak i arbejdstøjet og har gennem ”Foreningen til bevarelse og formidling af natur- og kulturmiljøet i de danske skove” opnået støtte fra mange sider. Heriblandt Realdania, 15. juni fonden, Naturstyrelsen, LAG-midler fra Vejen, Billund og Varde kommune som tilsammen har ydet et bidrag på tre mio. kr.

- Vi synes, at Baldersbæk Plantage på enestående vis kombinerer en smuk, fredet natur og et historisk lystanlæg. Samtidig er historien om københavner-plantagerne på den jyske hede en bemærkelsesværdig, men nok lidt overset del af Danmarkshistorien, siger projektleder Christian Andersen, Realdania.

Hele projektet er budgetteret til knap tre mio. kr. Pengene er skaffet via LAG- midlerne fra kommunerne i Vejen, Varde og Billund. Desuden har Naturstyrelsen, 15. juni Fonden og Realdania bidraget. Sidstnævnte med mere end en tredjedel af projektets omkostninger.

Projektet udføres af Kirsten Lund-Andersens Tegnestue i Raadvad.

Restaureringen omfatter blandt andet:
• Stendyssen, treherredsstenen og statuen af Holger Petersen sættes i stand
• Springvandet ”Den lumske dreng” restaureres
• Kilden og fire kunstige damme i området oprenses
• Krat og buske ryddes og beskæres
• Stierne reetableres
• Opsætning af bænke
• Informationsmateriale opsættes

Selve arbejdet blev påbegyndt den 8. november.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11