Aalborg Forsyning bygger nyt
TL Byg har hovedentreprisen på Aalborg Forsynings nye reservecentral Nord ved Hjørringvej.
Bygningen, der med tiden skal rumme tre reservekedler, er arkitektonisk udformet med en 10,5 meter høj 'stævn' mod den sydgående trafik, faldende mod vest til en højde på ca. 9,5 meter. Den specielle udformning skal lede tanken hen på Aalborg Havn og byens historie som værftsby.
Færdigt i sommeren 2013
”Skibsskroget” vil være beklædt med metal, placeret svævende på en høj betonbase, der dog ikke vil være synlig fra motorvej E45. Den grå metalklædning fungerer som yderste klimaskærm og udføres med markante lodrette linjer i en robust arkitektur.
Aalborg-firmaet TL Byg har hovedentreprisen på det ca 650 m² store byggeri, og ifølge byggefirmaets hjemmeside løber byggeperioden fra efteråret 2012 til sommer 2013.
Økonomien for reservecentral på Hjørringvej er i et budgetoverslag anført til 51,6 mio. kr.